Den glade amatørfotograf – og hvad det senere førte med sig

Jeg har de sidste par år ryddet op i gamle billeder. Egne billeder, billeder fra min familie, billeder fra da jeg var barn, gamle billeder fra før jeg blev født. Billeder af nære og fjerne familiemedlemmer, billeder jeg har arvet, som jeg end ikke kender personerne på. Ja, selv billeder jeg har fundet i containere af, for mig ganske ukendte personer. Men billeder der i kraft af noget udefinerligt alligevel fangede mit blik.

For nylig fandt jeg et billede af en ung cigaretrygende kvinde. Billedet er fra før antirygekampagnen. Det er tydeligt at kvinden, finder en del af sin identitet i cigaretten og at det er vigtigt den er med på billedet.

Billeder er svære at smide væk, der er næsten altid en historie i dem. En historie der kan være skjult et eller andet sted eller en historie der ligger helt fremme på overfladen. Den åbenlyse histore kan være spændende, den skjulte ofte mere interessant at finde frem.
Jeg er nu nået til at have alle mine papirbilleder og negativer samlet på et sted. Der er flere tusinde, hvis jeg tager de ikke fremkaldte med. Jeg var en ivrig amatørfotograf engang, og fremkaldte selv både film og billeder. Mange af disse nåede aldrig længere end til negativerne. Det mest spændende var at tage billederne. Når først negativet lå der, evt. med et såkaldt kontaktkopi mistede jeg ofte interessen for billedet, hvis ikke det var noget særligt, anderledes, mærkeligt, forunderligt. Det kunne være de var spændende fordi jeg havde taget dem på en spændende måde, eller fordi motivet i sig selv var noget særligt. I en periode tog jeg f.eks. ofte billeder fra 2. sal ned oveni hovedet på forbipassernde på fortorvet eller cykelstien. Og jeg har taget uanede mængder af portrætter. Har fotograferet venner og kærester utallige gange for at finde frem til noget jeg ikke kunne se umiddelbart eller måske kunne fornemme var der uden helt at vide om det var sandt.
Her i oprydningsfasen er der mange af disse portrætter der har fanget mig igen. Pludselig husker jeg noget ved en, om ikke glemt så ”forsvunden” bekendt. Og selvfølgelig er det mærkeligt at støde på en række billeder af mig selv fra barndom og ungdom. Billeder jeg havde glemt eksisterede. Min familie kunne godt li at fotografere, så jeg fik tidligt et kamera i hænderne.

Mit første kamera fik jeg da jeg kom i skole, og har endnu billeder fra de første år. Flere af dem er morsomme. F.eks. når jeg ville tage et portræt af en person og ville ha hele huset med, som personen stod foran. Her ser man personen som en lille streg på den hvide husmur. Men huset står fint. Eller på billedet med det lokale fodboldhold, hvor stjernespilleren netop finter sig til det afgørende mål.
Bemærk i øvrigt den takkede kant på det lille billede med spillerne. Det var højeste mode i de år.

De første billeder jeg har fundet frem af mig selv har jeg vist et par stykker af på facebook uden at kommentere dem det vil jeg gøre her.

De tre små ”runde” billeder af mig hang på min mors væg i soveværelset. De var klippet til til en lille rund ramme, så man ikke kunne se, at de ikke var helt runde. Det har jeg ikke villet skjule her.
Billederne forestiller jo helt tydeligt en dreng/ung mand/voksen. At det er den samme person er vist svært for ikke særligt indviede at se. Der er jo 10-15 år mellem hvert billede.

Det interessante er hvad billederne fortæller udover det man lige ser.

Det første billede af den lille dreng fortæller, at det er fotograferet hos Stella Nova Bruntoningen var yderst moderne i min barndom og meget brugt. Derudover ser jeg en lille dreng i trøje og strikkede korte bukser, og strømper, formentlig helt i samme strik og farver. Og i tilgift snørresko. Jo drengen er stillet op til forevigelse. Også håret er sat op om ikke til li’r, så til ”pænt brug”. Som jeg har fået fortalt om den dreng, så sad håret og tøjet ikke ret længe i de rette folder. Skulle familien på besøg, blev han altid vasket og puttet i tøj lige inden afrejse, ellers havde han været henne i nærmeste vandpyt og trampe og rulle sig. Men det mest interessante er det lidt forsagte smil, der ligger sådan lige i udkanten af et smil, han er temmelig betænkelig ved situationen. Og ikke mindst interessant er det at han krammer sin lille bold ind til sig. Det er rart at ha en rigtig ven med, når man er på fremmed territorium.

Det andet billede, er af en ung selvglad fyr 14-15 år gammel. I dag ville man vel kalde ham selvfed. Han er meget moderne for den tid. Halstørklædet er sat på rette vis, solbrillerne er sidste nye mode. Og hvor er billedet taget og af hvem kunne man spørge. Nu ved jeg tilfældigvis, at det er taget lige foran trappen til den skole han gik på, og det er nogle af skolekammeraterne der er staffage i baggrunden. Og jeg bemærker at skolen er opført i gule mursten, det blev meget moderne i de år, i hvert fald i provinsen. Om det er en kammerat der har taget billedet eller måske hans kæreste, den viden er røget i historiens affaldssæk.

På det tredje og sidste billede er der løbet meget slam i åen. Det ligner en lidt desillusioneret eller vred ung mand. Men måske er det mest attitude. Det er der i øvrigt i alle tre billeder bevidst eller ubevidst. Også her er flere skjulte, men alligevel helt synlige hemmeligheder. Jeg bemærker straks håret. På de to første billeder er det faneme redt, ingen narrestreger her. På det sidste er det også ”sat” – i høstak. Meget moderne i 70-80erne. Også skægget og alvoren var meeeeget moderne netop dengang. Og her er t-shirtsen kommet på banen, formentlig batikfarvet af netop den kæreste der var der på netop det tidspunkt. Bag den ret unge mand er der et scenetæppe. Skal knægten træde op eller har han trådt.
Jeg har selv svært ved at forstå det er samme ungersvend og at denne svend er mig, men jeg må vel forliges med min fortid og skæbne. Nu er det blevet lokalhistorie.