Archive for the ‘Billedkunst’ Category

Det nye landskab

Posted: 10. april 2011 in Billedkunst

Lille forord
Landskabet i maleriet har altid interesseret mig. Nedstående er en artikel jeg skrev i 2007 og som så blev væk i al skrivebordsrodet på min computer.

Mod kilden

Jeg er i år begyndt at rydde op, og den lille artikel dukkede så op.
Der er sket meget i billedkunsten de forløbne år, men måske kan denne skrivelse alligevel glæde og oplyse en ubefæstet sjæl eller to. Her er den i hvert fald.

Det nye landskab

Helt tilbage til Arilds tid skal vi vel ikke, men i nogle århundreder har det danske landskab måttet stå model til adskillige maleres forsøg på at fravriste det dets hemmeligheder. Hver generation har forsøgt sig, nogle med held andre uden. Hvert århundrede har haft sine stjerner sine mestre og sine vandbærere.

Landskabet er en uudtømmelig kilde. Men i slutningen af årtusindet, det forrige forståes, tyndede det ud i malere der forsøgte sig med det landskabelige. Landskabet blev næsten umoderne. Det var mestendels malere af i går der malede landskaber som så ud som landskaber af i forgårs. Århundredet, det 20. havde jo været rundt i alle eksperimentets kroge og mange malere følte nok at alle landskabets mærkværdigheder var fravristet det. At hvert nyt landskab der blev malet blev fattigere og fattigere på kunst. I 50erne døde de sidste mestre udi landskabets ædle kunst. I bogstaveligste forstand: Søndergaard, Hoppe, Scharff, Høst m. fl. Og i kunstnerisk forstand døde overskuddet og eksperimenterlysten. Selvfølgelig var der stadigvæk i hundredvis af malere der berigede det danske folk med landskaber, men mest 2. og 3. aftapning eller de sidste store af en generation af ofte mørke, dystre men stærke malere: Jeppe Vontilius, Harald Leth, nordjyderne Engelund og Hoffmeister m.fl. som ligesom lå forskudt et kvart århundrede i en tidslomme for sig.
Men landskabet så ud til at ha udspillet sin rolle som inspirator for nye generationer af malere.

Tidens strøm

Det kan der gives mange forklaringer på: Verdens gang, landskabets vigen for byskabet – det urbane landskab, menneskets fordrivelse fra naturen og det naturlige. Kunstens rolle i samfundet eller mangel på samme. Alt dette kan der skrives tykke bøger om. Det skal der ikke her, blot konstateres at i den toneangivende eksperimenterende kunst var landskabet totalt fraværende i næsten et halvt århundrede. Ikke at der ikke blev malet landskaber. Aldrig er der blevet malet så mange som i de år – og solgt. Men der blev ikke i nævneværdig grad eksperimenteret og nytænkt fra start 60erne og til et godt stykke op i århundredet. Nyrealismen, ekstrem-, hyper-, super- og hvad de ellers hed var indover, men eksperimenterede mest med byskaber og detaljer. Der lå en stank af komøg og uldne sokker over landskabet i de år. Man var simpelthen ikke trendy, hvis man havde et lille muh med i sine billeder. Og det hørte da slet ikke hjemme i den spekulative, litterære atmosfære der lå over kronikkunsten i de år. Konceptet var lange tirader i diverse skrifter der fulgte med billeder i gråt og beskidt irgrønt. Over meget af det beskidt irgrønne svinges penslen stadig i gamle Danmark, nu hvor det for mere end et årti siden endelig har sluppet sit tag i hvorsom helst ellers.

Og den figurative kunst har igen stukket sit arrede fjæs frem, også i den helt unge kunst. Godt nok ikke så velmalet som engang, men dog malet. Det skal helst være lidt grimme grelle farver de unge maler med, lidt beskidt og med ublandede farver. En masse hvidt lærred skal helst stå tilbage, når maleriet er malet. Lidt ufærdigt og lidt ubehjælpsomt også kompositorisk, men der bliver malet på livet løs. Og landskabet dukker hist og her op igen. Efterhånden så massivt, at det ligner en tanke. Man kan næsten begynde at snakke om: ”Det nye landskab”, måske sågar det moderne landskab. Hvad det så vil sige, om det vil sige noget.

Er der et nyt, moderne landskab og i givet fald, adskiller det sig fra landskabet for 30 år siden, for 50, 100, 200 år siden. Og hvis det gør, hvordan?

Har verdens gang og tilstand indflydelse på ”Det nye landskab”
Har kunstnernes tilstand?
Og hvorfor så igen landskabet. Har vi ikke set nok af disse landskabelige skilderier. Har de noget nyt, anderledes at byde på. Er de den samme kop the eller er det simpelthen noget andet, selvom det måske ligner det vi kender.

Ja, man kan sige at landskabet aldrig har været det samme fra generation til generation. Den ”moderne” kunstner fra slutningen af 1800 tallet og frem ville jo nok noget ganske andet end før. Efter fotografiapparatets fremkomst blev kunsten aldrig mere den samme. Impressionismen, ekspressionismen, kubismen, det abstrakt figurative, ville noget ganske andet end den mere afbildende kunst før. Kunsten før ville selvfølgelig også andet end at afbilde, men det element var væsentligt. Det var det ikke i det 20. årh. Her kunne kunstneren frit eksperimentere, til sidst helt ud af det genkendelige, hvis han ville, helt ud til den yderste grænse, hvor l’art pour l’art blev tidens mantra.
Men landskabet lå alligevel som et åbenbart vilkår for mennesket bredt, som for kunstneren specifikt og fortsatte derfor med stadig at være en vigtig inspirationskilde og et anvendeligt, brugbart motiv.

Kvinden på bænken

I det 20. årh. forsøges der at bruge landskabet i mange retninger, der eksperimenteres udi kubisme, symbolisme, abstrakt figuration, eks.- og impressionisme af mangehånde tilsnit. Og nogle af århundredets mest spændende frembringelser har landskabet som grundlag. Tænk blot på Hammershøj og Willumsen, Giersing og Weie, Høst, Søndergaard, Scharff, Hoppe og Leergaard for blot at tage en række vidt forskellige kunstnere fra forskellige årtier i århundredet. En ubrudt række af eksperimenter i første halvdel af decenniet. Og så slut i 30-40 år. Landskabet stort set opbrugt.
Med undtagelse af nogle få nordjyder der ikke havde opdaget de var usamtidige og ufortrødent malede videre. Ellers er landskabet næsten forsvundet fra kunstens 1. division. I cobramaleriets skygge og frem. Hvis man da ikke mener at cobramalerne også er transformerede landskabsmalere med vægten på mennesket i landskabet/byskabet.

Her i det nye årtusinde og endda lidt før, er mennesket igen kommet med i billedet. Figurationen er igen blevet et bærende element i maleriet. Og også menneskets omgivelser: landskabet/byskabet har fået en plads i den moderne kunst.
I halvfemserne dukkede flere unge malere frem med landskabet som deres motivverden. En Ulrik Møller en…
Mere symbolske malere fik igen en væsentlig plads i kunsten omkring årtusindskiftet: Poul Anker Bech og vel også Michael Kvium m.fl.

Er der noget fælles fodslaw hos disse nye landskabsmalere. Hvad vil de landskabet, hvad vil de med landskabet, med kunsten?

Den naturalistiske afbildning for afbildningens skyld, fastholdelse af øjeblikket er vist en saga blot.

Selvom mange hundrede amatørmalere stadig har det som deres hovedopgave deres formål med maleriet, at fastholde en stemning, at gengive et stykke natur. For en række kunstnere er det mere en række tilstande, for andre sindstilstande, der ligger gemt i billedet. Dette er gjort før, men man kan sige at naturens tilstand og dens plads i sindet og i det hele taget menneskelivet har forandret sig afgørende i de sidste årtier. Nok er vi stadig totalt afhængige af naturen og dens formåen, men vores forbindelse og opleven af os selv som en del af naturen har forandret sig afgørende. Denne kendsgerning må kunsten forholde sig til enten ved at insistere på det naturlige at mennesket er en del af naturen eller det modsatte.

Linier i landskab

Billederne får i de her år ofte et lidt uvirkeligt drømmeagtigt præg, bliver netop mere drømmeagtige erindringsbilleder, tilstande, mere end den skinbarlige virkelighed.

Der er noget tågeagtigt diset over en række af disse maleres frembringelser. Landskaberne står ofte med store himle og lav horisont. Ofte i få grå eller blå farver. Som om farverne er blevet udvisket siden det erindrede var virkelighed.

Linier i landskab

Hvad mine egne billeder angår, er disse netop erindringstilstande fra et tabt land, min barndoms Nordjylland. De fleste malet inde på stenbroen, stærke erindringsbilleder, der står helt klart eller måske helt diset på nethinden og derfor lader sig overføre. Det er huskebilleder, overføringsbilleder af en tid der var. Og er bevaringsværdig, som i hvert fald naturparker. Og et ikke udpint landbrugsland.
Jo, landskabet er stadig eller igen med i billedet.

Ole Bundgaard 2007

Reklamer