Archive for the ‘Egne tekster’ Category

Jeg har de sidste par år ryddet op i gamle billeder. Egne billeder, billeder fra min familie, billeder fra da jeg var barn, gamle billeder fra før jeg blev født. Billeder af nære og fjerne familiemedlemmer, billeder jeg har arvet, som jeg end ikke kender personerne på. Ja, selv billeder jeg har fundet i containere af, for mig ganske ukendte personer. Men billeder der i kraft af noget udefinerligt alligevel fangede mit blik.

kvinde_med_cigaret_web

For nylig fandt jeg et billede af en ung cigaretrygende kvinde. Billedet er fra før antirygekampagnen. Det er tydeligt at kvinden, finder en del af sin identitet i cigaretten og at det er vigtigt den er med på billedet.

Billeder er svære at smide væk, der er næsten altid en historie i dem. En historie der kan være skjult et eller andet sted eller en historie der ligger helt fremme på overfladen. Den åbenlyse histore kan være spændende, den skjulte ofte mere interessant at finde frem.
Jeg er nu nået til at have alle mine papirbilleder og negativer samlet på et sted. Der er flere tusinde, hvis jeg tager de ikke fremkaldte med. Jeg var en ivrig amatørfotograf engang, og fremkaldte selv både film og billeder. Mange af disse nåede aldrig længere end til negativerne. Det mest spændende var at tage billederne. Når først negativet lå der, evt. med et såkaldt kontaktkopi mistede jeg ofte interessen for billedet, hvis ikke det var noget særligt, anderledes, mærkeligt, forunderligt. Det kunne være de var spændende fordi jeg havde taget dem på en spændende måde, eller fordi motivet i sig selv var noget særligt. I en periode tog jeg f.eks. ofte billeder fra 2. sal ned oveni hovedet på forbipassernde på fortorvet eller cykelstien. Og jeg har taget uanede mængder af portrætter. Har fotograferet venner og kærester utallige gange for at finde frem til noget jeg ikke kunne se umiddelbart eller måske kunne fornemme var der uden helt at vide om det var sandt.
Her i oprydningsfasen er der mange af disse portrætter der har fanget mig igen. Pludselig husker jeg noget ved en, om ikke glemt så ”forsvunden” bekendt. Og selvfølgelig er det mærkeligt at støde på en række billeder af mig selv fra barndom og ungdom. Billeder jeg havde glemt eksisterede. Min familie kunne godt li at fotografere, så jeg fik tidligt et kamera i hænderne.

fodboldhold_thorup_webMit første kamera fik jeg da jeg kom i skole, og har endnu billeder fra de første år. Flere af dem er morsomme. F.eks. når jeg ville tage et portræt af en person og ville ha hele huset med, som personen stod foran. Her ser man personen som en lille streg på den hvide husmur. Men huset står fint. Eller på billedet med det lokale fodboldhold, hvor stjernespilleren netop finter sig til det afgørende mål.
Bemærk i øvrigt den takkede kant på det lille billede med spillerne. Det var højeste mode i de år.

De første billeder jeg har fundet frem af mig selv har jeg vist et par stykker af på facebook uden at kommentere dem det vil jeg gøre her.

3-stadier-i-Oles-liv

De tre små ”runde” billeder af mig hang på min mors væg i soveværelset. De var klippet til til en lille rund ramme, så man ikke kunne se, at de ikke var helt runde. Det har jeg ikke villet skjule her.
Billederne forestiller jo helt tydeligt en dreng/ung mand/voksen. At det er den samme person er vist svært for ikke særligt indviede at se. Der er jo 10-15 år mellem hvert billede.

Det interessante er hvad billederne fortæller udover det man lige ser.

Det første billede af den lille dreng fortæller, at det er fotograferet hos Stella Nova Bruntoningen var yderst moderne i min barndom og meget brugt. Derudover ser jeg en lille dreng i trøje og strikkede korte bukser, og strømper, formentlig helt i samme strik og farver. Og i tilgift snørresko. Jo drengen er stillet op til forevigelse. Også håret er sat op om ikke til li’r, så til ”pænt brug”. Som jeg har fået fortalt om den dreng, så sad håret og tøjet ikke ret længe i de rette folder. Skulle familien på besøg, blev han altid vasket og puttet i tøj lige inden afrejse, ellers havde han været henne i nærmeste vandpyt og trampe og rulle sig. Men det mest interessante er det lidt forsagte smil, der ligger sådan lige i udkanten af et smil, han er temmelig betænkelig ved situationen. Og ikke mindst interessant er det at han krammer sin lille bold ind til sig. Det er rart at ha en rigtig ven med, når man er på fremmed territorium.

Det andet billede, er af en ung selvglad fyr 14-15 år gammel. I dag ville man vel kalde ham selvfed. Han er meget moderne for den tid. Halstørklædet er sat på rette vis, solbrillerne er sidste nye mode. Og hvor er billedet taget og af hvem kunne man spørge. Nu ved jeg tilfældigvis, at det er taget lige foran trappen til den skole han gik på, og det er nogle af skolekammeraterne der er staffage i baggrunden. Og jeg bemærker at skolen er opført i gule mursten, det blev meget moderne i de år, i hvert fald i provinsen. Om det er en kammerat der har taget billedet eller måske hans kæreste, den viden er røget i historiens affaldssæk.

På det tredje og sidste billede er der løbet meget slam i åen. Det ligner en lidt desillusioneret eller vred ung mand. Men måske er det mest attitude. Det er der i øvrigt i alle tre billeder bevidst eller ubevidst. Også her er flere skjulte, men alligevel helt synlige hemmeligheder. Jeg bemærker straks håret. På de to første billeder er det faneme redt, ingen narrestreger her. På det sidste er det også ”sat” – i høstak. Meget moderne i 70-80erne. Også skægget og alvoren var meeeeget moderne netop dengang. Og her er t-shirtsen kommet på banen, formentlig batikfarvet af netop den kæreste der var der på netop det tidspunkt. Bag den ret unge mand er der et scenetæppe. Skal knægten træde op eller har han trådt.
Jeg har selv svært ved at forstå det er samme ungersvend og at denne svend er mig, men jeg må vel forliges med min fortid og skæbne. Nu er det blevet lokalhistorie.

Reklamer

Hørt i forbifarten

Posted: 29. juli 2013 in Egne tekster

Frivole tekster og andet godt

Ja, jeg indrømmer det. Når jeg med jævne mellemrum går på cafe, sætter jeg mig altid ved et bord nær et par goe veltalende veninder.
Og ja, jeg lurer og lytter og suger til mig.
Og ja, jeg skriver disse verbale brokker ned. Kald mig bare sprogspion, opsnuser, ordvoyeur.
Jeg har glædet mig over alle disse nærmest aforistiske småsentenser og vil gerne dele nydelsen.
I første omgang en halv snes frivole godbider.
Falder de i nogens smag, så vil der komme flere efterhånden.
Giv lyd med en lille eller stor kommentar.
(Tak til ikke mindst Paludans café)

 

1. Der er ikke meget ståtrold over ham. Det er roulade hele vejen igennem.

2. Han sir jeg er den bedste pikkrammer i byen

3. Hans er lidt for kalorielet til mig

4. Ja han er en rigtig svingdør

5. Pasteuriseret pik, det er ikke lige mig, den skal op og koge.

6. Og så sae han, han ville gerne prøve med storetåen, men der satte jeg sgu grænsen.

7. Hans tunge er simpelthen for kort

8. Jeg forstår ham ikke, han kan godt li den smager bare lidt af tis.

9. Han har nogle alt for lange tingelingelater og klokketårnet trænger til en kærlig hånd.

10. Min hånd er ikke kærlig nok til hans mindreværdskompleks.

11. Han synes jeg er for slap, det kunne jo også være det var ham der var for lille. Han kan forsøge sig med et marsvin i stedet.

12. Han gir mig sommerfuglekys, jeg er mere til en svupper.

13. Han kommer hurtigere end en Formel 1, jeg vil hellere køre i Ford T

14. Han kan godt li mine fordele, det sku’ bare mangle, de har indtil videre kostet 40.000 kr.

15. Han aner ikke hvad klit og g-punkt er, han tumler rundt som en Dværgsnauzer i en rævegrav.

Da jeg var 6

Posted: 20. juli 2013 in Egne tekster

Da jeg var 6, var jeg klar til at komme i skole.

Lærer Nielsen mente godt jeg kunne starte i 1. klasse som 6årig, jeg var jo opvakt.Ole 6 aar

Min selverhvervende mor var glad, så var jeg placeret nogle timer hver dag.
Så døde lærer Nielsen ved juletid.
Den nye lærer der også hed Nielsen var mere regelret, så nu var det ikke nok at være et lyst hoved, hvis dåbsatesten sagde 6 år.

Så vandrede jeg rundt i landsbyen og lavede streger med mine træsko i nyrevne forhaver.

Den første Nielsens grav er netop blevet sløjfet. Næsten 50 år fik han lov at ligge. Hans sten står nede ved kapellet blandt en stak glemte sjæle.

Jeg så nu at han hed Niels Nielsen. Gemt og glemt. Jeg mærkede min egen dødelighed.
Den anden Nielsen hed Willy, hvis det da ellers har nogen betydning. Han er formentlig også død.

Ole Bundgaard

Da jeg var 29

Posted: 28. februar 2013 in Egne tekster

Da jeg var 29, var jeg verdens herre. Jeg var udødelig, smuk, følsom, klog, morsom, viril og havde 87 tusinde kærester.
Jeg havde færdiggjort uddannelser og vidste hvad jeg ville, jeg ville det hele. Alt lykkedes for mig, jeg levede for og af mine hobbies, fra hånden til munden, men jeg levede.
Jeg havde alt det genbrugstøj jeg kunne ønske mig, gammel afghanerpels, rødt/hvidt partisantørklæde, hullede T-shirts og strømper, ørkenstøvler med gab og grimme bukser med svaj. Jeg var stadig teenager, stadig i puberteten og festede hver aften. Tænkte ikke på familie, børn, bil, hund eller fremtiden, den lå bare åben med alle muligheder.
Når det kneb med penge, var der altid et job, lidt café, lidt undervisning, lidt dit og dat. Så var en dag og en vej reddet.
Jeg var sikker på at blive verdensberømt inden årtiet var omme.

Ole-29aar

Lejligheden jeg boede i var ikke noget at råbe hurra for, hvad jeg så ikke gjorde, men den var billig. Mit sort/hvide fjernsyn stod og samlede støv på et par ølkasser. Ølkasser, ølkasser, ølkasser. Stuen var fyldt med ølkasser, fyldt med gamle bøger, væggene var tapetserede med bøger, hvor der ikke lige hang billeder af egen avl.
Jeg gjorde i de år, hvad enhver bør gøre for revolutionen,  dog uden synderlig held.

Også briksen var ølkasser med en skumgummimadras og mangefarvet inder-lagen on top. Hippie? Nej, det kan og kunne jeg ikke rose mig af, der var stadigvæk for meget snusfornuft og bonderøv i mig efter kun få år i staden: ”Copenhagen here I come”.
I et hjørne stod en guitar af god kvalitet. Jeg rørte den mange gange hver dag.

Wc’et bakkede man ind i, håndvask med kold vand. Det var det.
Lejlighedens klenodier var et godt stereoanlæg med hjemmerullede hornhøjttalere: noget spånplade, skruer, lim og et par Peerless højttalere købt hjem direkte fra fabrik i Karlslunde. Jo, jeg var godt kørende med Bowie, Eno, Stravinsky, Stockhausen og de uopslidelige Beatles på grammofonen. Åhhh vinyl du varme musikalske bølge.

Senere gik det ned ad bakke.

Ole Bundgaard 28.2.2013

Da jeg var 13

Posted: 17. februar 2013 in Egne tekster

Dengang som nu, tænkte jeg kun på fem ting i nævnte rækkefølge: Piger, piger, musik, ord og billeder.
Jeg havde netop kysset den første med spids og tør mund, en pige fra den nærliggende landsby. Dette epokegørende øjeblik fandt sted en varm sommer hen på eftermiddagen i nabobyens lille anlæg. Jeg følte mig meget voksen, nu var der tid til nye landevindinger. Dog gik der 2 år før et nyt spring i menneskehedens historie dansede forbi landsbyen i pigeskikkelse og lagde sig til rette hos mig. Derefter var det tid at erobre resten af verden.

Jeg havde et ganske lille værelse, 8 m2. Ønskede brændende at male en væg orange og de tre andre lilla, det mente min mor ikke, hun holdt af det kedelige grå tapet med mørke nister, som hang der fra forrige beboer. Hun var stærk. Hun var stærkest. Da jeg endelig flyttede hjemmefra som16 årig, var den orangelilladrøm forduftet. Så ingen fik oplevet skrækscenariet.

Jeg havde en kæmpestor radio med grønt øje der over mellembølgeområdet kunne modtage radio Luxemburg, og det gjorde den hver aften og nat: ”This is radio Luxemburg your station of the stars London w one” lød det med entusiastisk stemme. Det kunne de allerede i England dengang.

Jeg erobrede bunker af piger det år – i mine drømme. Der var ikke den pige i skolen, der ikke var min, foruden nabobyens døtre, kønne skuespillere af hunkøn, de tre prinsesser, og flere med, fra alle kongehuse i Europa, et par lærerindevikarer og en del sangerinder. Aldrig er der blevet onaneret så meget som i de år i den landsby. Resten af byens unge svende kunne heller ikke nære sig. Vi sad tit og manipulerede det lille lem sammen. En flok på Jens Hansens høloft, mens vi berettede om disse utrolige oplevelser vi havde haft, til faster Annas sølvbryllup i Varde, hvor en niece var mere end villig. Ak ja, til onkel Dusenius’ 50 års fødselsdag, hvor barnebarnet, ikke kunne lade mig være i fred.
Jo gudskelov er fantasien et villigt redskab.

Ole-13-år-3

Jeg var lidt en outsider i skolen, søn af enlig mor. Det var s.. ikke almindeligt i en landsby med 200 indbyggere i de år. Digte var ikke lige den kaffe der blev drukket der, og malerier var heller ikke på mode. Okay “dådyr med dårlig ånde” og “grædende dreng” var på tapetet, men ellers var det mest broderede ord om dette og det hinsidige. Men musikken, der kunne vi mødes. Og pigerne de er altid på mode. “Tak gud for hvad han har givet” som der så rigtigt stod på et af broderierne.

Musikken var den store lidenskab, Beatles og Stones og Animals var  idolerne. Sådan ville jeg også være. Hver tirsdag og torsdag foruden i weekenden spillede jeg med 3 andre – pigtråd, som det hed i midt60erne og nogle år frem. Og vi blev sågu nr. 3 i beatmesterskabet i Nordjylland et år. Nu stod verden ikke længere, nu stod verden åben. Nu skulle vi søndenfjords og spille.

Digtene dryssede også fra hånden som skidt fra en spædkalv, og lige så ildelugtende. Sjældent er der skrevet så mange 7-rangs efterligninger af Morten Nielsen og Frank Jæger, som en ny vikar havde introduceret for os bondedrenge, ikke med stort resultat, men jeg var benovet.
Min første roman havde jeg skrevet som 9 årig ”Rygende pistoler” hed den. Jeg har den endnu i et rødt linieret kladdehæfte, rimelig velskrevet efterligning af 170 af tidens cowboybøger. Men nu var det digtene der måtte holde for.

Vi havde en frisør på egnen der malede, og et par professionelle der var flyttet på landet på grund af det gode lys her nordenfjords og den billige husleje. Også dengang var det billigere at bo på landet. Jeg ønskede mig netop et lærred på blændramme, en æske oliefarver og et staffeli. Her måtte bedsteforældre hjælpe til.
Og der stod jeg så i strid modvind ved Bulbjerg med Skarreklit og malede dette pragtlandskab sammen med frisøren. Han havde alpehue på, sådan en ønskede jeg mig også, men fik den aldrig og nu er det for sent.

Nogle småbetragtninger om facebook

Posted: 1. november 2011 in Egne tekster
Tags:

Facebook bliver formentlig brugt på lige så mange forskellige måder, som der er brugere, og det er rigtig mange. Men efter 2-3 år på dette ”sociale medie” kan jeg se nogle tendenser i min omgang med mediet.

De forskellige grupper
Den mest usynlige gruppe er de helt lukkede private sider, hvor en gruppe venner, familiemedlemmer, kollegaer, har deres helt private fora for udveksling af informationer, snak, diskussioner eller hvad det nu kan være.
I den anden ende af skalaen er der de decideret kommercielle sider, forretningssiderne, små og stor firmaer, banker, benzinselskaber osv. osv. der kun har det formål, at blive set af så mange som muligt og sælge så meget som muligt. Også partiernes/politikernes sider hører til her, samt de diciderede fansider der kan være helt åbenlyse og hedde f.eks. ”Svend Åges fanside” eller mindre åbenlyse sider der bare har idolets navn. Disse sider kan være bestyret af ”idolet” selv eller en fan, der har lavet siden. Disse fansider er oftest lavet over et idol inden for poppen eller for en afdød kunstner, sportsmand, politiker eller anden historisk berømthed.

Den brede mellemvare
Imellem de to yderpunkter, det private og reklamesøjlen ligger den store brede meget forskelligartede gruppe der blandinsgmisbruger mediet. Jeg er selv sådan een, der båder bruger facebook halv- og helprivat og som et pr organ for min kunst. Mange halv- og helkendte kunstnere, især musikere og forfattere, men da også billedkunstnere bruger mediet sådan, blander PR/reklame med privat/personligt.

Hvad sker på facebook
Udover at fortælle om diverse projekter man er i gang med, diskuteres også ivrigt aktuelle sager, kunstpolitiske og alm. politiske ting. Der harmes og hørmes over politikeres tåbeligheder og der rises, men især roses på de ”kendtes” sider når en ny plade eller bog blir søsat.
Der er megen tomgang på portalen. Det er svært at blive ved at finde på.
Vennekredsen hos mine godt 1000 facebookvenner svinger mellem nogle få hundrede og op til 2-3000 tusinde venner. De fleste har et sted mellem 500 og 1500 venner.

Hvordan får man venner på facebook
Hvordan får man så disse venner? Det er sikkert meget forskelligt hvordan. I starten ber man jo ens ”rigtige” venner og bekendte om facebookvenskab og vice versa. Sådan fik jeg selv de første par hundrede venner på facebook. Min politik på området har altid været helt klar og åben. Hvis nogen vil være facebookven med mig kan de blive det, de må ha en grund, hvilken grund dukker vel op henad vejen, ellers er der jo ingen skade sket. Jeg smider kun ud, hvis nogen begynder at spamme mig, så gir jeg først en offentlig advarsel, hjælper det ikke så ud.

Hvordan får jeg venner
Jeg selv har hovedsagelig anmodet om venskab med nogen jeg beundrede for deres arbejde og personlighed eller nogen jeg havde/har lyst til at arbejde med på et eller andet tidspunkt, desuden nogle få impulsanmodninger, fordi vedkommende nogle gange havde udtrykt sig tankevækkende, morsomt, absurd eller provokerende i diskussioner. Disse sidste har så absolut ikke været de ringeste bekendtskaber.

Hvad bruger man facebook til
Hvad bruger man så sitet til udover reklame/per, småsnak, diskussioner? Ofte præsenteres ens musik- og kunstsmag. Her er Youtube videoer ofte brugt. Nogle lægger videoer ind uafbrudt og flere om dagen. Jeg selv gør det i ny og næ, vel en 3-5 stykker om måneden, mest når jeg finder noget specielt, en raritet som f.eks. Bamses fødselsdag fra start 50erne med Boelsenkvartetten, Tiger Rag med Mills Brothers i to forskellige versioner fra start 30erne, eller jeg lægger noget på jeg selv bliver begejstret for. For nylig lagde jeg en optagelse af en ret ung Leonard Cohen fra 1966 ind, hvor den nydelige intellektuelle digter var på med hornbriller. Det var stort og smukt. Også fotos udveksles i rigt tal.
Ellers bliver sitet brugt meget til små mere eller mindre geniale statements i stil med ”Spiser en leverpostejmad, vil hellere ha kaviar”. Jeg eksperimenterer i snakken/debatten meget med sproget og humoren, det mislykkes ofte, men ind imellem er der om ikke guldkorn så dog korn. Der er flere ordmennesker der bruger facebook til sprogeksperimenter. Også en række fantasipersoner befolker facebook ofte også i eksperimentets tjeneste, også dette kan være mere eller mindre vellykket.

Hvad kan man ikke på facebook
Man kan ikke få nye venner. Det er meget svært at komme ind i kredsen af venner der diskuterer, godt nok offentligt, men alligevel privat. D.v.s. folk ”udefra” ignoreres, ligegyldigt hvor vægtige argumenter der diverteres med, hvorimod gamle venners latterlige kaloriefattige ordprutter applauderes højlydt og indforstået. Det har jeg snakket med mange venner om, det har jeg fulgt på facebook og det har jeg selv oplevet flere gange. Det kan selvfølgelig være fordi ens egen ordgylle er endnu mere lunken luft. Men det er nu nok også fordi vi grupper måske har nok i dem vi er.

Facebook etik
Jeg har forsøgt med mine facebookvenner altid at åbne op, ikke fordi jeg er noget særligt empatisk væsen, mere fordi jeg er så nysgerrig. Man ved aldrig, hvad man går glip af, hvis man lukker af.
Det er ikke de store dybe oplevelser, man får i samtalerne på facebook, MEN ofte startes et bekendtskab her og interessen kan vækkes og når man så ses i det dersens virkelige liv ”kender” man jo ligesom hinanden og skal ikke til at starte helt forfra. På den måde har jeg fået nære bekendte og en enkelt meget god ven. Her synes jeg facebook har en pointe og får point – af mig.

Ole Bundgaard

Velkommen

Posted: 2. januar 2011 in Egne tekster, Uncategorized

Av, av, aaaaaaaaaaav!

 


Så er der tid til at lægge hovedet på bloggen.
Med et velanbragt hug, vil ordene vælte ud.
Sort på hvidt.

Dette er dagens og bloggens første ration.