Familiealbum

Posted: 12. september 2014 in Billeder, Uncategorized

Jeg har lavet en lille video på 2,45 minutter til Gammelfestivalen der starter i begyndelsen af oktober 2014 på Betaniahjemmet Frederiksberg.
Alle er velkomne.
Videoen der hedder “Familiealbum” kan ses på you tube bl.a. på min kanal. Her er et link:
Klik på linket øverst i billedkanten til venstre:

Til en lille forpremiere introducerede jeg videoen med følgende:

Familiealbum

I min barndom i 50erne sad vi ofte med familiealbummet og så på billeder, nye og gamle, for at erindre goe stunder i familien. Sætninger som ”åhh ja, det var dengang onkel Svend havde kaniner” eller ”jamen er det der ikke tanta Sandra, det var da hende der havde den der grimme kardigan” føg hen over bordet.
Mange af de ældste billeder var af mennesker jeg ikke kendte, men de havde en sær dragende virkning alligevel. Billeder af mennesker og steder der var så fjerne og fremmede fra min hverdag i 50erne. Der var billeder helt tilbage fra 20erne og enkelte fra 10erne. Jeg kan især huske et af min bedstefar da han skulle ud at tjene som 12 årig, han stod i sit fineste puds med sin gamle cykel. Han var født i 1899. Og jeg kan huske et af min mor da hun var 4 år, hun var født i 1921. Jeg kan huske dem, for jeg har billederne endnu. De fotos har det vi kalder aura. Et eller andet særligt, som er svært at forklare. Mange var slidte og blege, men menneskene og stederne brændte igennem.

Derfor sagde jeg også straks ja da Michael spurgte om jeg ville lave et forløb med billeder fra Stine Bitsch-Larsens familiealbum. 40 billeder som har det samme som mine gamle billeder, den der aura. Billeder af mennesker der har levet og måske lever endnu, billeder af begivenheder det er vigtigt, at vi husker på.
Almindeligvis når jeg laver disse billedforløb (slideshows som det hedder med et engelsk ord) er det med billeder jeg kender (selv har) d.v.s. der er en historie udover selve billedet jeg kender. Det gør det både lettere og sværere, at lave en sådan ”ny historie”, der på eng gang må være tro mod billederne, på den anden side bli rsat sammen til en ny historie (fortælling).
Da jeg fik billederne fra Stines album var spørgsmålet, om jeg skulle få fortalt historien både bag billederne og mere om konteksten, altså alt det, eller noget af det der lå udenfor billederne. Jeg var i tvivl (havde svare kvaler). Jeg ville egentlig gerne ha’ de rigtige historier. På den anden side, så ville jeg blive meget bundet, ville ha sværere ved at lave et billedforløb der i sig selv hængte (hang) sammen, havde et selvstændigt forløb: En begyndelse, en optakt, et højdepunkt eller flere, og en finale og et udløb. Jeg lod være med at høre historien om billederne, lod billederne tale for sig selv, men jeg tog grulig fejl og godt det samme, for det gav mig mulighed for at fortælle en anden og ligeså rigtig sandhed om en tid og nogle mennesker, der jo når alt kommer til alt ligner os til forveksling.
Og hvor var det jeg tog så gruelig fejl. Jo, jeg troede at den ældre kvinde jeg starter og slutter serien med var Stine selv, og det er det slet ikke, Stine er det lille barn, som er det eneste billede jeg bruger to gange.
Når man laver sådan et forløb af billeder, er der jo en række forhold man skal tage hensyn til:
1. Billedets form (aflange eller på højkant).
2. Billedets alder, hvornår i tiden er det fra.
3. Billedets stand. (Kan man overhovedet se noget på billedet).
4. Billedets farve.
5. Personer, begivenheder og landskaber/stuer (interiører) på billedet.
6. osv.
Med det gamle lysbilledapparat havde man kun et – delvist to mid’ler udover billederne, til at fortælle en historie, nemlig rækkefølgen og hvor længe man lod billederne stå på lærredet: klik – nyt billede, klik – nyt billede, klik – nyt billede.
Med den nye teknik bruger man stadig disse to stærke virkemidler.

For mig starter det altid med at lave et billedforløb:
1. Få billederne til at tale for sig selv og med hinanden i forløbet.
2. Få så varieret et forløb som mulig.
Med Stines billeder var der det interessante at nogle (de fleste) var sort/hvide (grå), men en del i forskellige bruntonede nuancer (sepia, hedder det). Det var meget populært/brugt helt op i min barndom. Stella Nova hed den mest kendte fotokæde, her var billederne ofte bruntonede. Jeg har en række med mit eget kontrafej i lysebrune toner.
I Stines billeder var det bl.a. også vigtigt at disse bruntonede billeder ikke kom ud i en køre/i rap, det ville ubevidst fortælle en historie, som er det egentlige uvedkommende.
En anden ting der var selve historien uvedkommende, var at nogle af billederne var meget blege og nogle meget slidte. Det fortæller selvfølgelig også en historie som skal ligge rigtigt i forhold til selve historien billederne fortæller.
Forløbet i billederne jeg har lavet er fri fantasi i forhold til tid og sted og mennesker på billederne.
Jeg fandt straks et startbillede og et slutbillede. To forholdsvis nye billeder af den samme kvinde. Jeg troede at de to billeder var af Stine, men det er de ikke. Det betyder ikke noget for historien, for de 2 billeder åbner den lille film smukt op og afslutter den igen.
Læseretningen fra venstre mod højre starter billedforløbet, åbner op for historien. Og der lukkes med et billede hvor samme kvinde ser mod venstre (altså afslutter historien).
3. Af virkemidler man ellers kan bruge med den nye teknik for at få sådanne ”stille” billeder i bevægelse, give dem en slags liv tilbage, er der det der kaldes ”panorering” (bevægelse af billedet fra højre mod venstre og vise-versa. ”Tiltning” d.v.s. bevægelse oppe fra og ned og modsat. Så kan man desuden zoome ind og ud. Så man kommer tættere på hovedmotivet i et billede, eller det modsatte. Og tilsidst kan man blænde over fra et billede til det næste. Sådan at man stadig et sekund eller to ser det gamle billede, mens man begynder at se et nyt.
4. Der findes en lang række andre virkemidler som jeg ikke så gerne bruger. De forstyrrer ofte historien.
Jeg har forsøgt at variere billederne sådan, at billeder med mange mennesker ikke kommer lige efter hinanden, at billeder af mænd og kvinder veksler, at billeder af situationer som f.eks. oplæsning og musiceren osv. ikke kommer lige efter hinanden.
Så er der lyden.
Den er meget vigtig her af flere grunde.
For det første, den er spillet af Stine selv, og den passer til billederne. Et eller andet vemodigt over den, som giver billederne et smukt med- og modstykke.
For det andet har den en bestemt længde, som begrænser mig i, hvor lang billedforløbet må være. Jeg kunne jo godt ha ladet os dvæle lidt længere ved alle eller nogle af billederne. Jeg synes selv det er godt at musikken hold mig på plads. Jeg er selv af den mening, at billedforløb ikke må være for lange, så sløves opmærksomheden.
Jeg håber i kan li forløbet. Billederne kan i hvert fald stå for sig selv.
Om jeg har gjort dem gavn eller skade, vil jeg lade jer, (den enkelte) om at bedømme.
I hvert fald go’ fornøjelse de næste 3-4 minutter.
Ole Bundgaard

NB: Programmet til gammelfestivalen kan ses her: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html

Poesiperformanceprisen 2014

Posted: 1. september 2014 in Uncategorized

I weekenden 30-31.august blev Poesiperformanceprisen uddelt for første gang.
Følgende er pristalen.

I dag skal der uddeles en helt ny pris. Poesiperformanceprisen.
Denne pris er stiftet af en række lyrikere og performere der mener der bør sættes fokus på poesi og performance i sammenhæng. I de sidste 10 år har denne scene vokset sig stor og smuk. Det skal vi da prise.

Poesiperformanceprisen 2014 gives i år til lyrikeren, digteren, poeten, performeren og mennesket Kenneth Krabat med denne begrundelse:
Kenneth Krabat har på fornemste vis gennem en række år forenet digt og performance på en helt personlig og original måde. Han eksperimenterer til stadighed både med sine digte og med sin performance. Digtet får med hans stemme udover sin egen ret også en helt ny værdi når han fremfører det. Digt og fremførelse bliver et nyt kunstværk.

Poesiperformanceprisen Skulptur

 

Priskomitéen kunne ikke komme på en mere velfortjent modtager af prisen her ved stiftelsen end Kenneth Krabat.

Komitéen har haft følgende at rette sig efter.
1. Prisen gives kun til lyrikere der læser egne digte op.
2. Digt og performance vægtes lige højt af priskomitéen
3. Prisen får man for netop symbiosen mellem tekst og fremførelse.
4. Prisen gives til den digter der skriver ærligt eksperimenterende udfra hvor netop han eller hun står.
5. Det tages som en selvfølge at digteren skriver væsentlige digte.
6. Prisen gives til en digter der med sin performance formår; som nævnt i begrundelsen, at give digtene ny betydning og værdi.

Udover æren, består prisen af en lille skulptur, et diplom og 10.000,-
Dog desværre kun i ører.

Kært barn har mange navne hedder det. Er det sandt er forfattere der skriver digte meget kære: lyrikere, skjalde, digtere og poeter kaldes vi. Vi har valgt at kalde denne pris Poesiperformanceprisen fordi P’erne og s’erne klinger så poetisk sammen PoeSiPerformanCePriSen. Kan I høre det?
Det er meningen at prisen skal uddeles hvert år til en digter der har gjort sig særlig bemærket med sin performance.

Kenneth-Krabat-prisdiplom_w

Men lige nu er det årets prismodtager det gælder:
Tillykke med prisen Kenneth, den er velfortjent.

For priskomiteen
Ole Bundgaard

21 påstande om digternes situation i Danmark efter 2000

1.
Hvis det er rigtigt at kært barn har mange navne er digteren meget elsket: Vi kan efter forgodtbefindende kalde os lyriker, digter, versemager, poet og forfatter.
2.
Men al denne kærlighed er samtidig totalt brødløs.
Vil man tjene penge skal man søge en anden beskæftigelse. Men tanker om ussel mammon ligger nu også os poeter fjernt.
Man skriver digte på trods, ikke på grund af det økonomiske udkomme.
3.
At skrive digte siges fra pålidelig kilde at være en trang – ja, nærmest en last. Ligeså vigtig for poetens velbefindende som mad og drikke.
Og det er så vidt jeg kan se og høre, en sygdom, som overordentlig mange mennesker lider af i de her år.
4.
Aldrig er der skrevet så mange digte som lige nu
Aldrig er der udgivet så mange digte
Aldrig har så mange læst egne digte op.
Og aldrig har så mange interesseret sig for digte.
5.
Vi lyrikere har bare at være lykkelige.
Det er vi da også – næsten lykkelige – delvist lykkelige.
6.
Vilkårene har godt nok forandret sig helt ekstremt de sidste 25-30 år.
Det kan vi, alt efter temperament, takke eller forbande Informationsteknologien for.
Med den personlige computerens fremkomst, har vilkårene for alle og ikke blot for det skrivende folk, forandret sig totalt.
7.
Ikke mindst for lyrikerne har vilkårene forandret sig afgørende.
Mens de etablerede forlag udgiver færre og færre digte af debutanter (med mindre de i poeten ser en romanforfatter i svøb), udgives der helt utroligt mange samlinger på mindre forlag og på såkaldte selvudgiverforlag.
8.
Digteren kan i dag selv tilrettelægge bogen i alle detaljer på computeren, lige klar til digitaltrykket, og få bogen trykt i ned til 50-200 ekspl. for nogle få tusinde kroner. Om det er en ønskværdig situation for digteren, skal jeg lade være op til den enkelte selv at bedømme.
9.
Hvor problemet før, først og fremmest for poeten, var at få digtene antaget og udgivet på et forlag, er det nu det næste led i processen, at få digtene distribuerede og solgt, der mest trænger sig på. Her står man med alle sine talenter og en stabel digte under armen, og hvad så.
10.
Samtidig med denne helt forandrede situation, på det gammelkendte marked, dukkede der i den danske bevidsthed et nyt amerikansk fænomen op i 80erne: Hiphoppen/rappen: Talte ord til musik. Mange troede vel det var et modefænomen, men det er som sex kommet for at blive, og hvad værre eller bedre er: Danske unge dyrker denne sport, endda med stor entusiasme og succes.
11.
Det der i 60erne hed” Jazz og poesi”, kan vi med et godt dansk ord kalde spoken word, rap, poetry slam eller med et lidt gammeldags udtryk: oplæsning til musik.
Også digtene som talte ord uden musik, trænger sig i de her år på med større og større kraft.
12.
Man må sige disse forskellige arter og afarter af den mere gængse poesi har vitaliseret lyrikken. Så kan man jo mene, hvad man vil om fænomenerne.
Også den mere etablerede, og i traditionel forstand eksperimenterende, nytænkende lyrik, har suget næring til sig af alle disse retninger.
13.
Og så er jeg nået til min påstand:
Det er måske ikke digtsamlingerne, der er hovedværket i de her år, de er vel mere et rigtig godt visitkort for digteren. De mellem 100 og 400 digtsamlinger der bliver solgt af hver.
14.
Der hvor digtet nu virkelig udfolder sig, er på nettet og især på scenerne. Bare i denne lille by København, vi befinder og i, kan man hver aften gå ud og høre en mere eller mindre etableret lyriker, læse egne værker op.
Mere end en snes oplæsningssteder har de sidste 4-5 år set dagens lys i Kbh. Og lignende er dukket op i andre større byer som Aarhus, Odense, Aalborg. Udover at der i øvrigt stadig læses op af etablerede forfattere på bibliotekerne. I det ganske land er der stor interesse for at møde en rigtig levende digter (dog helst en kendt). Alle disse oplæsningssteder kommer og går, men de findes og knapt er ét forsvundet før et nyt dukker op.
Og hvad mere mærkeligt er, der dukker tilhørere op, masser af tilhørere også på de helt nye scener. Det er ikke ualmindeligt at se en 40-50 mennesker komme til en sådan session. Ofte er en stor del af tilhørerne også udøvere. Mange kommer selvfølgelig mest for at møde ligesindede, selv læse op, finde sig en digterkæreste, få en god aften ud af det, men gud hjælpe mig også for at høre på digte.
15.
Jeg har ikke berørt mediernes betydning.
Den trykte presse er stort set fraværende. Aviser er i stigende grad blevet bevidste om, at de først og fremmest er forretninger og ikke har nogle egentlige forpligtelser til at være kulturbærere, de bliver mere og mere underholdningsmaskiner. Og dermed bliver kulturtillæg, kunsttillæg, litteraturtillæg skiftet ud med livstil, mode, design, og erhverv/økonomi.
Digte og noveller er for længst forsvundet fra avisernes spalter udover et enkelt forkølet digt i Politiken i ny og næ. Omtale og anmeldelser af digte ses kun i det omfang, der er en eller anden avishistorie i det. Hvis digteren f.eks. har gået i selvmordstanker, har haft en skrækkelig barndom eller har været misbruger af cola light. Eller hvis man har lange smukke ben, der kan ligge henover en halv avisside. Aviserne vil dog stadig gerne nasse på kunstens gode navn og rygte og kalder alt det de diverterer med i de her år for kunst.
16.
Med de landsdækkende tv-kanaler er situationen nogenlunde ligeså. Medmindre disse poeter kan indgå som et indslag i et eller andet underholdningsprogram. Selv Smagsdommerne smager sjældent om nogensinde på lyrik. Og Kunstguiden guider oftest folk udenom digtenes verden.
17.
Hvad lever de dog af disse væsner der bruger så meget tid på at skrive små vers.
Jamen bortset fra at være gift med én, der er rig eller vellønnet. Så er lyrikeren hårdtarbejdende, ikke blot med at skrive, men også med at tage ud og læse op, fortælle om sit forfatterskab, holde foredrag om diverse emner, deltage i debatter af enhver art, hvor som helst og når som helst. Skrive om litteratur, hvor det nu kan lade sig gøre. Og ikke mindst undervise. Man kan også være bogholder eller ha’ et andet erhverv ved siden af poesien.
18.
Men ellers er statens rolle velkendt og betydelig, for den etablerede poet og for den unge lyriker der har vist et stort talent. Mange digtere har en væsentlig del af deres udkomme fra legater.
19.
Også bibliotekerne har været en vigtig aftager af bøger med digte gennem årene. Men også det er totalt forandret her i det nye årtusinde. Nu skal en lyriker være taknemmelig, hvis hans nye samling sælges i 50 eksemplarer til det samlede biblioteksvæsen. Ofte er det nærmere en 15-20 stykker.
20.
Jamen sælges der slet ikke digtsamlinger mere. Jo i allerhøjeste grad. Rigtig mange med titlen ”Samlede digte” af veletablerede ældre eller døde forfattere.
21.
Så bortset fra det fru kammerherreinde så går det godt, så går det godt.

Ole Bundgaard

Jeg har de sidste par år ryddet op i gamle billeder. Egne billeder, billeder fra min familie, billeder fra da jeg var barn, gamle billeder fra før jeg blev født. Billeder af nære og fjerne familiemedlemmer, billeder jeg har arvet, som jeg end ikke kender personerne på. Ja, selv billeder jeg har fundet i containere af, for mig ganske ukendte personer. Men billeder der i kraft af noget udefinerligt alligevel fangede mit blik.

kvinde_med_cigaret_web

For nylig fandt jeg et billede af en ung cigaretrygende kvinde. Billedet er fra før antirygekampagnen. Det er tydeligt at kvinden, finder en del af sin identitet i cigaretten og at det er vigtigt den er med på billedet.

Billeder er svære at smide væk, der er næsten altid en historie i dem. En historie der kan være skjult et eller andet sted eller en historie der ligger helt fremme på overfladen. Den åbenlyse histore kan være spændende, den skjulte ofte mere interessant at finde frem.
Jeg er nu nået til at have alle mine papirbilleder og negativer samlet på et sted. Der er flere tusinde, hvis jeg tager de ikke fremkaldte med. Jeg var en ivrig amatørfotograf engang, og fremkaldte selv både film og billeder. Mange af disse nåede aldrig længere end til negativerne. Det mest spændende var at tage billederne. Når først negativet lå der, evt. med et såkaldt kontaktkopi mistede jeg ofte interessen for billedet, hvis ikke det var noget særligt, anderledes, mærkeligt, forunderligt. Det kunne være de var spændende fordi jeg havde taget dem på en spændende måde, eller fordi motivet i sig selv var noget særligt. I en periode tog jeg f.eks. ofte billeder fra 2. sal ned oveni hovedet på forbipassernde på fortorvet eller cykelstien. Og jeg har taget uanede mængder af portrætter. Har fotograferet venner og kærester utallige gange for at finde frem til noget jeg ikke kunne se umiddelbart eller måske kunne fornemme var der uden helt at vide om det var sandt.
Her i oprydningsfasen er der mange af disse portrætter der har fanget mig igen. Pludselig husker jeg noget ved en, om ikke glemt så ”forsvunden” bekendt. Og selvfølgelig er det mærkeligt at støde på en række billeder af mig selv fra barndom og ungdom. Billeder jeg havde glemt eksisterede. Min familie kunne godt li at fotografere, så jeg fik tidligt et kamera i hænderne.

fodboldhold_thorup_webMit første kamera fik jeg da jeg kom i skole, og har endnu billeder fra de første år. Flere af dem er morsomme. F.eks. når jeg ville tage et portræt af en person og ville ha hele huset med, som personen stod foran. Her ser man personen som en lille streg på den hvide husmur. Men huset står fint. Eller på billedet med det lokale fodboldhold, hvor stjernespilleren netop finter sig til det afgørende mål.
Bemærk i øvrigt den takkede kant på det lille billede med spillerne. Det var højeste mode i de år.

De første billeder jeg har fundet frem af mig selv har jeg vist et par stykker af på facebook uden at kommentere dem det vil jeg gøre her.

3-stadier-i-Oles-liv

De tre små ”runde” billeder af mig hang på min mors væg i soveværelset. De var klippet til til en lille rund ramme, så man ikke kunne se, at de ikke var helt runde. Det har jeg ikke villet skjule her.
Billederne forestiller jo helt tydeligt en dreng/ung mand/voksen. At det er den samme person er vist svært for ikke særligt indviede at se. Der er jo 10-15 år mellem hvert billede.

Det interessante er hvad billederne fortæller udover det man lige ser.

Det første billede af den lille dreng fortæller, at det er fotograferet hos Stella Nova Bruntoningen var yderst moderne i min barndom og meget brugt. Derudover ser jeg en lille dreng i trøje og strikkede korte bukser, og strømper, formentlig helt i samme strik og farver. Og i tilgift snørresko. Jo drengen er stillet op til forevigelse. Også håret er sat op om ikke til li’r, så til ”pænt brug”. Som jeg har fået fortalt om den dreng, så sad håret og tøjet ikke ret længe i de rette folder. Skulle familien på besøg, blev han altid vasket og puttet i tøj lige inden afrejse, ellers havde han været henne i nærmeste vandpyt og trampe og rulle sig. Men det mest interessante er det lidt forsagte smil, der ligger sådan lige i udkanten af et smil, han er temmelig betænkelig ved situationen. Og ikke mindst interessant er det at han krammer sin lille bold ind til sig. Det er rart at ha en rigtig ven med, når man er på fremmed territorium.

Det andet billede, er af en ung selvglad fyr 14-15 år gammel. I dag ville man vel kalde ham selvfed. Han er meget moderne for den tid. Halstørklædet er sat på rette vis, solbrillerne er sidste nye mode. Og hvor er billedet taget og af hvem kunne man spørge. Nu ved jeg tilfældigvis, at det er taget lige foran trappen til den skole han gik på, og det er nogle af skolekammeraterne der er staffage i baggrunden. Og jeg bemærker at skolen er opført i gule mursten, det blev meget moderne i de år, i hvert fald i provinsen. Om det er en kammerat der har taget billedet eller måske hans kæreste, den viden er røget i historiens affaldssæk.

På det tredje og sidste billede er der løbet meget slam i åen. Det ligner en lidt desillusioneret eller vred ung mand. Men måske er det mest attitude. Det er der i øvrigt i alle tre billeder bevidst eller ubevidst. Også her er flere skjulte, men alligevel helt synlige hemmeligheder. Jeg bemærker straks håret. På de to første billeder er det faneme redt, ingen narrestreger her. På det sidste er det også ”sat” – i høstak. Meget moderne i 70-80erne. Også skægget og alvoren var meeeeget moderne netop dengang. Og her er t-shirtsen kommet på banen, formentlig batikfarvet af netop den kæreste der var der på netop det tidspunkt. Bag den ret unge mand er der et scenetæppe. Skal knægten træde op eller har han trådt.
Jeg har selv svært ved at forstå det er samme ungersvend og at denne svend er mig, men jeg må vel forliges med min fortid og skæbne. Nu er det blevet lokalhistorie.

Hørt i forbifarten

Posted: 29. juli 2013 in Egne tekster

Frivole tekster og andet godt

Ja, jeg indrømmer det. Når jeg med jævne mellemrum går på cafe, sætter jeg mig altid ved et bord nær et par goe veltalende veninder.
Og ja, jeg lurer og lytter og suger til mig.
Og ja, jeg skriver disse verbale brokker ned. Kald mig bare sprogspion, opsnuser, ordvoyeur.
Jeg har glædet mig over alle disse nærmest aforistiske småsentenser og vil gerne dele nydelsen.
I første omgang en halv snes frivole godbider.
Falder de i nogens smag, så vil der komme flere efterhånden.
Giv lyd med en lille eller stor kommentar.
(Tak til ikke mindst Paludans café)

 

1. Der er ikke meget ståtrold over ham. Det er roulade hele vejen igennem.

2. Han sir jeg er den bedste pikkrammer i byen

3. Hans er lidt for kalorielet til mig

4. Ja han er en rigtig svingdør

5. Pasteuriseret pik, det er ikke lige mig, den skal op og koge.

6. Og så sae han, han ville gerne prøve med storetåen, men der satte jeg sgu grænsen.

7. Hans tunge er simpelthen for kort

8. Jeg forstår ham ikke, han kan godt li den smager bare lidt af tis.

9. Han har nogle alt for lange tingelingelater og klokketårnet trænger til en kærlig hånd.

10. Min hånd er ikke kærlig nok til hans mindreværdskompleks.

11. Han synes jeg er for slap, det kunne jo også være det var ham der var for lille. Han kan forsøge sig med et marsvin i stedet.

12. Han gir mig sommerfuglekys, jeg er mere til en svupper.

13. Han kommer hurtigere end en Formel 1, jeg vil hellere køre i Ford T

14. Han kan godt li mine fordele, det sku’ bare mangle, de har indtil videre kostet 40.000 kr.

15. Han aner ikke hvad klit og g-punkt er, han tumler rundt som en Dværgsnauzer i en rævegrav.

Da jeg var 6

Posted: 20. juli 2013 in Egne tekster

Da jeg var 6, var jeg klar til at komme i skole.

Lærer Nielsen mente godt jeg kunne starte i 1. klasse som 6årig, jeg var jo opvakt.Ole 6 aar

Min selverhvervende mor var glad, så var jeg placeret nogle timer hver dag.
Så døde lærer Nielsen ved juletid.
Den nye lærer der også hed Nielsen var mere regelret, så nu var det ikke nok at være et lyst hoved, hvis dåbsatesten sagde 6 år.

Så vandrede jeg rundt i landsbyen og lavede streger med mine træsko i nyrevne forhaver.

Den første Nielsens grav er netop blevet sløjfet. Næsten 50 år fik han lov at ligge. Hans sten står nede ved kapellet blandt en stak glemte sjæle.

Jeg så nu at han hed Niels Nielsen. Gemt og glemt. Jeg mærkede min egen dødelighed.
Den anden Nielsen hed Willy, hvis det da ellers har nogen betydning. Han er formentlig også død.

Ole Bundgaard

 Den2radio  
Den2radio sender som netradio. Det betyder, at alle udsendelser er frit tilgængelige på internettet for alle, uanset geografisk placering. Programmerne bliver sendt i forskellige formater, der støtter webstream, mp3 podcast og iphone, for at give lytterne valgfrihed.Hver uge bliver der sendt en ny 4 til 5 timers programflade og det er muligt at finde og genhøre hvert enkelt program i den2radios online arkiv. Den2radio ønsker at nå alle aldersgrupper og segmenter, der efterspørger kvalitetsradio. Den2radio bygger på den klassiske idé om public service, er uafhængig af økonomiske og politiske særinteresser.
Baggrunden for den2radio
Den2radio gik i luften den 1. maj 2008 og har nu – 2 år senere – produceret mere end 1000 programmer. Holdet bag den2radio er professionelle radiofolk, der har fundet sammen om at lave en kvalitetsradio, der tilbyder større mangfoldighed i det danske medielandskab.

Den2radio fungerer også som et inspirerende værksted, hvor interesserede, f.eks. studerende, kan lære at lave radio. På den måde er den2radio med til at
føre en vigtig del af dansk kulturformidling videre – og ikke mindst videreudvikle den.

Den2radio lægger vægt på at formidle temaer og informationer upartisk og sagligt.