Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Familiealbum

Posted: 12. september 2014 in Billeder, Uncategorized

Jeg har lavet en lille video på 2,45 minutter til Gammelfestivalen der starter i begyndelsen af oktober 2014 på Betaniahjemmet Frederiksberg.
Alle er velkomne.
Videoen der hedder “Familiealbum” kan ses på you tube bl.a. på min kanal. Her er et link:
Klik på linket øverst i billedkanten til venstre:

Til en lille forpremiere introducerede jeg videoen med følgende:

Familiealbum

I min barndom i 50erne sad vi ofte med familiealbummet og så på billeder, nye og gamle, for at erindre goe stunder i familien. Sætninger som ”åhh ja, det var dengang onkel Svend havde kaniner” eller ”jamen er det der ikke tanta Sandra, det var da hende der havde den der grimme kardigan” føg hen over bordet.
Mange af de ældste billeder var af mennesker jeg ikke kendte, men de havde en sær dragende virkning alligevel. Billeder af mennesker og steder der var så fjerne og fremmede fra min hverdag i 50erne. Der var billeder helt tilbage fra 20erne og enkelte fra 10erne. Jeg kan især huske et af min bedstefar da han skulle ud at tjene som 12 årig, han stod i sit fineste puds med sin gamle cykel. Han var født i 1899. Og jeg kan huske et af min mor da hun var 4 år, hun var født i 1921. Jeg kan huske dem, for jeg har billederne endnu. De fotos har det vi kalder aura. Et eller andet særligt, som er svært at forklare. Mange var slidte og blege, men menneskene og stederne brændte igennem.

Derfor sagde jeg også straks ja da Michael spurgte om jeg ville lave et forløb med billeder fra Stine Bitsch-Larsens familiealbum. 40 billeder som har det samme som mine gamle billeder, den der aura. Billeder af mennesker der har levet og måske lever endnu, billeder af begivenheder det er vigtigt, at vi husker på.
Almindeligvis når jeg laver disse billedforløb (slideshows som det hedder med et engelsk ord) er det med billeder jeg kender (selv har) d.v.s. der er en historie udover selve billedet jeg kender. Det gør det både lettere og sværere, at lave en sådan ”ny historie”, der på eng gang må være tro mod billederne, på den anden side bli rsat sammen til en ny historie (fortælling).
Da jeg fik billederne fra Stines album var spørgsmålet, om jeg skulle få fortalt historien både bag billederne og mere om konteksten, altså alt det, eller noget af det der lå udenfor billederne. Jeg var i tvivl (havde svare kvaler). Jeg ville egentlig gerne ha’ de rigtige historier. På den anden side, så ville jeg blive meget bundet, ville ha sværere ved at lave et billedforløb der i sig selv hængte (hang) sammen, havde et selvstændigt forløb: En begyndelse, en optakt, et højdepunkt eller flere, og en finale og et udløb. Jeg lod være med at høre historien om billederne, lod billederne tale for sig selv, men jeg tog grulig fejl og godt det samme, for det gav mig mulighed for at fortælle en anden og ligeså rigtig sandhed om en tid og nogle mennesker, der jo når alt kommer til alt ligner os til forveksling.
Og hvor var det jeg tog så gruelig fejl. Jo, jeg troede at den ældre kvinde jeg starter og slutter serien med var Stine selv, og det er det slet ikke, Stine er det lille barn, som er det eneste billede jeg bruger to gange.
Når man laver sådan et forløb af billeder, er der jo en række forhold man skal tage hensyn til:
1. Billedets form (aflange eller på højkant).
2. Billedets alder, hvornår i tiden er det fra.
3. Billedets stand. (Kan man overhovedet se noget på billedet).
4. Billedets farve.
5. Personer, begivenheder og landskaber/stuer (interiører) på billedet.
6. osv.
Med det gamle lysbilledapparat havde man kun et – delvist to mid’ler udover billederne, til at fortælle en historie, nemlig rækkefølgen og hvor længe man lod billederne stå på lærredet: klik – nyt billede, klik – nyt billede, klik – nyt billede.
Med den nye teknik bruger man stadig disse to stærke virkemidler.

For mig starter det altid med at lave et billedforløb:
1. Få billederne til at tale for sig selv og med hinanden i forløbet.
2. Få så varieret et forløb som mulig.
Med Stines billeder var der det interessante at nogle (de fleste) var sort/hvide (grå), men en del i forskellige bruntonede nuancer (sepia, hedder det). Det var meget populært/brugt helt op i min barndom. Stella Nova hed den mest kendte fotokæde, her var billederne ofte bruntonede. Jeg har en række med mit eget kontrafej i lysebrune toner.
I Stines billeder var det bl.a. også vigtigt at disse bruntonede billeder ikke kom ud i en køre/i rap, det ville ubevidst fortælle en historie, som er det egentlige uvedkommende.
En anden ting der var selve historien uvedkommende, var at nogle af billederne var meget blege og nogle meget slidte. Det fortæller selvfølgelig også en historie som skal ligge rigtigt i forhold til selve historien billederne fortæller.
Forløbet i billederne jeg har lavet er fri fantasi i forhold til tid og sted og mennesker på billederne.
Jeg fandt straks et startbillede og et slutbillede. To forholdsvis nye billeder af den samme kvinde. Jeg troede at de to billeder var af Stine, men det er de ikke. Det betyder ikke noget for historien, for de 2 billeder åbner den lille film smukt op og afslutter den igen.
Læseretningen fra venstre mod højre starter billedforløbet, åbner op for historien. Og der lukkes med et billede hvor samme kvinde ser mod venstre (altså afslutter historien).
3. Af virkemidler man ellers kan bruge med den nye teknik for at få sådanne ”stille” billeder i bevægelse, give dem en slags liv tilbage, er der det der kaldes ”panorering” (bevægelse af billedet fra højre mod venstre og vise-versa. ”Tiltning” d.v.s. bevægelse oppe fra og ned og modsat. Så kan man desuden zoome ind og ud. Så man kommer tættere på hovedmotivet i et billede, eller det modsatte. Og tilsidst kan man blænde over fra et billede til det næste. Sådan at man stadig et sekund eller to ser det gamle billede, mens man begynder at se et nyt.
4. Der findes en lang række andre virkemidler som jeg ikke så gerne bruger. De forstyrrer ofte historien.
Jeg har forsøgt at variere billederne sådan, at billeder med mange mennesker ikke kommer lige efter hinanden, at billeder af mænd og kvinder veksler, at billeder af situationer som f.eks. oplæsning og musiceren osv. ikke kommer lige efter hinanden.
Så er der lyden.
Den er meget vigtig her af flere grunde.
For det første, den er spillet af Stine selv, og den passer til billederne. Et eller andet vemodigt over den, som giver billederne et smukt med- og modstykke.
For det andet har den en bestemt længde, som begrænser mig i, hvor lang billedforløbet må være. Jeg kunne jo godt ha ladet os dvæle lidt længere ved alle eller nogle af billederne. Jeg synes selv det er godt at musikken hold mig på plads. Jeg er selv af den mening, at billedforløb ikke må være for lange, så sløves opmærksomheden.
Jeg håber i kan li forløbet. Billederne kan i hvert fald stå for sig selv.
Om jeg har gjort dem gavn eller skade, vil jeg lade jer, (den enkelte) om at bedømme.
I hvert fald go’ fornøjelse de næste 3-4 minutter.
Ole Bundgaard

NB: Programmet til gammelfestivalen kan ses her: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html

Reklamer

Poesiperformanceprisen 2014

Posted: 1. september 2014 in Uncategorized

I weekenden 30-31.august blev Poesiperformanceprisen uddelt for første gang.
Følgende er pristalen.

I dag skal der uddeles en helt ny pris. Poesiperformanceprisen.
Denne pris er stiftet af en række lyrikere og performere der mener der bør sættes fokus på poesi og performance i sammenhæng. I de sidste 10 år har denne scene vokset sig stor og smuk. Det skal vi da prise.

Poesiperformanceprisen 2014 gives i år til lyrikeren, digteren, poeten, performeren og mennesket Kenneth Krabat med denne begrundelse:
Kenneth Krabat har på fornemste vis gennem en række år forenet digt og performance på en helt personlig og original måde. Han eksperimenterer til stadighed både med sine digte og med sin performance. Digtet får med hans stemme udover sin egen ret også en helt ny værdi når han fremfører det. Digt og fremførelse bliver et nyt kunstværk.

Poesiperformanceprisen Skulptur

 

Priskomitéen kunne ikke komme på en mere velfortjent modtager af prisen her ved stiftelsen end Kenneth Krabat.

Komitéen har haft følgende at rette sig efter.
1. Prisen gives kun til lyrikere der læser egne digte op.
2. Digt og performance vægtes lige højt af priskomitéen
3. Prisen får man for netop symbiosen mellem tekst og fremførelse.
4. Prisen gives til den digter der skriver ærligt eksperimenterende udfra hvor netop han eller hun står.
5. Det tages som en selvfølge at digteren skriver væsentlige digte.
6. Prisen gives til en digter der med sin performance formår; som nævnt i begrundelsen, at give digtene ny betydning og værdi.

Udover æren, består prisen af en lille skulptur, et diplom og 10.000,-
Dog desværre kun i ører.

Kært barn har mange navne hedder det. Er det sandt er forfattere der skriver digte meget kære: lyrikere, skjalde, digtere og poeter kaldes vi. Vi har valgt at kalde denne pris Poesiperformanceprisen fordi P’erne og s’erne klinger så poetisk sammen PoeSiPerformanCePriSen. Kan I høre det?
Det er meningen at prisen skal uddeles hvert år til en digter der har gjort sig særlig bemærket med sin performance.

Kenneth-Krabat-prisdiplom_w

Men lige nu er det årets prismodtager det gælder:
Tillykke med prisen Kenneth, den er velfortjent.

For priskomiteen
Ole Bundgaard

Jeg har de sidste par år ryddet op i gamle billeder. Egne billeder, billeder fra min familie, billeder fra da jeg var barn, gamle billeder fra før jeg blev født. Billeder af nære og fjerne familiemedlemmer, billeder jeg har arvet, som jeg end ikke kender personerne på. Ja, selv billeder jeg har fundet i containere af, for mig ganske ukendte personer. Men billeder der i kraft af noget udefinerligt alligevel fangede mit blik.

kvinde_med_cigaret_web

For nylig fandt jeg et billede af en ung cigaretrygende kvinde. Billedet er fra før antirygekampagnen. Det er tydeligt at kvinden, finder en del af sin identitet i cigaretten og at det er vigtigt den er med på billedet.

Billeder er svære at smide væk, der er næsten altid en historie i dem. En historie der kan være skjult et eller andet sted eller en historie der ligger helt fremme på overfladen. Den åbenlyse histore kan være spændende, den skjulte ofte mere interessant at finde frem.
Jeg er nu nået til at have alle mine papirbilleder og negativer samlet på et sted. Der er flere tusinde, hvis jeg tager de ikke fremkaldte med. Jeg var en ivrig amatørfotograf engang, og fremkaldte selv både film og billeder. Mange af disse nåede aldrig længere end til negativerne. Det mest spændende var at tage billederne. Når først negativet lå der, evt. med et såkaldt kontaktkopi mistede jeg ofte interessen for billedet, hvis ikke det var noget særligt, anderledes, mærkeligt, forunderligt. Det kunne være de var spændende fordi jeg havde taget dem på en spændende måde, eller fordi motivet i sig selv var noget særligt. I en periode tog jeg f.eks. ofte billeder fra 2. sal ned oveni hovedet på forbipassernde på fortorvet eller cykelstien. Og jeg har taget uanede mængder af portrætter. Har fotograferet venner og kærester utallige gange for at finde frem til noget jeg ikke kunne se umiddelbart eller måske kunne fornemme var der uden helt at vide om det var sandt.
Her i oprydningsfasen er der mange af disse portrætter der har fanget mig igen. Pludselig husker jeg noget ved en, om ikke glemt så ”forsvunden” bekendt. Og selvfølgelig er det mærkeligt at støde på en række billeder af mig selv fra barndom og ungdom. Billeder jeg havde glemt eksisterede. Min familie kunne godt li at fotografere, så jeg fik tidligt et kamera i hænderne.

fodboldhold_thorup_webMit første kamera fik jeg da jeg kom i skole, og har endnu billeder fra de første år. Flere af dem er morsomme. F.eks. når jeg ville tage et portræt af en person og ville ha hele huset med, som personen stod foran. Her ser man personen som en lille streg på den hvide husmur. Men huset står fint. Eller på billedet med det lokale fodboldhold, hvor stjernespilleren netop finter sig til det afgørende mål.
Bemærk i øvrigt den takkede kant på det lille billede med spillerne. Det var højeste mode i de år.

De første billeder jeg har fundet frem af mig selv har jeg vist et par stykker af på facebook uden at kommentere dem det vil jeg gøre her.

3-stadier-i-Oles-liv

De tre små ”runde” billeder af mig hang på min mors væg i soveværelset. De var klippet til til en lille rund ramme, så man ikke kunne se, at de ikke var helt runde. Det har jeg ikke villet skjule her.
Billederne forestiller jo helt tydeligt en dreng/ung mand/voksen. At det er den samme person er vist svært for ikke særligt indviede at se. Der er jo 10-15 år mellem hvert billede.

Det interessante er hvad billederne fortæller udover det man lige ser.

Det første billede af den lille dreng fortæller, at det er fotograferet hos Stella Nova Bruntoningen var yderst moderne i min barndom og meget brugt. Derudover ser jeg en lille dreng i trøje og strikkede korte bukser, og strømper, formentlig helt i samme strik og farver. Og i tilgift snørresko. Jo drengen er stillet op til forevigelse. Også håret er sat op om ikke til li’r, så til ”pænt brug”. Som jeg har fået fortalt om den dreng, så sad håret og tøjet ikke ret længe i de rette folder. Skulle familien på besøg, blev han altid vasket og puttet i tøj lige inden afrejse, ellers havde han været henne i nærmeste vandpyt og trampe og rulle sig. Men det mest interessante er det lidt forsagte smil, der ligger sådan lige i udkanten af et smil, han er temmelig betænkelig ved situationen. Og ikke mindst interessant er det at han krammer sin lille bold ind til sig. Det er rart at ha en rigtig ven med, når man er på fremmed territorium.

Det andet billede, er af en ung selvglad fyr 14-15 år gammel. I dag ville man vel kalde ham selvfed. Han er meget moderne for den tid. Halstørklædet er sat på rette vis, solbrillerne er sidste nye mode. Og hvor er billedet taget og af hvem kunne man spørge. Nu ved jeg tilfældigvis, at det er taget lige foran trappen til den skole han gik på, og det er nogle af skolekammeraterne der er staffage i baggrunden. Og jeg bemærker at skolen er opført i gule mursten, det blev meget moderne i de år, i hvert fald i provinsen. Om det er en kammerat der har taget billedet eller måske hans kæreste, den viden er røget i historiens affaldssæk.

På det tredje og sidste billede er der løbet meget slam i åen. Det ligner en lidt desillusioneret eller vred ung mand. Men måske er det mest attitude. Det er der i øvrigt i alle tre billeder bevidst eller ubevidst. Også her er flere skjulte, men alligevel helt synlige hemmeligheder. Jeg bemærker straks håret. På de to første billeder er det faneme redt, ingen narrestreger her. På det sidste er det også ”sat” – i høstak. Meget moderne i 70-80erne. Også skægget og alvoren var meeeeget moderne netop dengang. Og her er t-shirtsen kommet på banen, formentlig batikfarvet af netop den kæreste der var der på netop det tidspunkt. Bag den ret unge mand er der et scenetæppe. Skal knægten træde op eller har han trådt.
Jeg har selv svært ved at forstå det er samme ungersvend og at denne svend er mig, men jeg må vel forliges med min fortid og skæbne. Nu er det blevet lokalhistorie.

 Den2radio  
Den2radio sender som netradio. Det betyder, at alle udsendelser er frit tilgængelige på internettet for alle, uanset geografisk placering. Programmerne bliver sendt i forskellige formater, der støtter webstream, mp3 podcast og iphone, for at give lytterne valgfrihed.Hver uge bliver der sendt en ny 4 til 5 timers programflade og det er muligt at finde og genhøre hvert enkelt program i den2radios online arkiv. Den2radio ønsker at nå alle aldersgrupper og segmenter, der efterspørger kvalitetsradio. Den2radio bygger på den klassiske idé om public service, er uafhængig af økonomiske og politiske særinteresser.
Baggrunden for den2radio
Den2radio gik i luften den 1. maj 2008 og har nu – 2 år senere – produceret mere end 1000 programmer. Holdet bag den2radio er professionelle radiofolk, der har fundet sammen om at lave en kvalitetsradio, der tilbyder større mangfoldighed i det danske medielandskab.

Den2radio fungerer også som et inspirerende værksted, hvor interesserede, f.eks. studerende, kan lære at lave radio. På den måde er den2radio med til at
føre en vigtig del af dansk kulturformidling videre – og ikke mindst videreudvikle den.

Den2radio lægger vægt på at formidle temaer og informationer upartisk og sagligt.

 

Det snavsede badevand

Posted: 16. juni 2011 in Uncategorized

Det snavsede badevand
Jeg er gået i gang med at rydde op i gamle papirer og andet ragelse.
Den trang får man når man runder de 50, og den bliver stærkere med årene.

Der mangler noget endnu

Jeg bekender, jeg er samler, desværre ikke en gudbenådet. Jeg samler på alt, bortset fra rustne søm og gamle busbilletter. Hver gang jeg er i gang med at smide ud, tænker jeg, måske får jeg brug for det en dag. For 95 procents vedkommende er det ikke tilfældet, men de sidste 5 procent er vigtige, eller har været vigtige. Nu forsøger jeg på ikke at få noget inden døre som jeg ikke er helt sikker på jeg kan bruge. Og jeg smider alt ud, jeg får i hænderne, der er mere end 2 år gammelt og ikke i de to år har fundet anvendelse. Det har givet en masse plads i kælderen. Også stuerne er blevet renere i linjerne. Jeg har dog problemer med gamle papirer fra mine studieår og om mine interesser.

Mit politiske liv, er smidt ud for længst, forsøger dog at følge med og leve hæderligt, det er så det.

Og nu er jeg nået til fotografierne. Dem er der mange af: Familiebilleder, billeder fra fester og et hav af gamle kærester og gode venner. Portrætteret i diverse stillinger og situationer.

Og så er der i 100vis af negativer der aldrig er blevet fremkaldt. Jeg har altid, og jeg mener altid, været en ivrig fotograf, tror jeg er født med et Agfa kasseapparatkamera i hænderne. Det står stadig på klaveret. I hvert fald har jeg gamle billeder med savtakket kant, jeg har taget af bl.a. min hund og vort hus. Huset flyttede vi fra, da jeg kom i skole, hunden døde, da jeg var 9 år, så apparatet har i hvert fald været mellem mine hænder i 5-6 års alderen.

Det mærkelige er, at jeg har været en ivrig fotograf, amatør forstås ikke dilettant, men har kun i perioder været interesseret i mørkekammeret. Derfor de mange ikke fremkaldte negativer. Og det skal da siges, også hundreder af fremkaldte.
Her har jeg det rigtig svært, selv dumme festbilleder af mennesker jeg knapt kan huske hvem er, har jeg problemer med at skille mig af med. Skønt nok så perifert i mit liv, så alligevel noget der er sket og har haft en betydning, om ikke for mig så for en af dem der er på billederne. De får dem aldrig at se, for jeg kender dem jo ikke, men alligevel.

Blandt billederne er der nogen, jeg har arvet efter min mor da hun døde, og bortset fra hende og familien på dem, er det jo begrænset hvem jeg kender. Men nogle af disse billeder fra bl.a. 30erne i forrige århundrede, er særdeles interessante. Mændenes og kvindernes attituder, rummene, tøjet. Deres stillen sig an. Det kunne de også den gang.

Min mor som barn i 1920erne

Og mit yndlingsbillede er af min mor da hun var en 3-4 år gammel vil jeg tro. Hun har en sløjfe i håret, der næsten er større end hovedet. Ja I kan selv se, det ligger her på bloggen sammen med disse ord. Og når disse gamle billeder har min interesse, så får mine ligegyldige billeder fra fortiden måske også betydning for mine børn.
Jeg har altid fotograferet mest intenst når jeg er kommet ind i nye sammenhænge, flyttet, begyndt nye studier, fået nyt arbejde. Og da også på ferier, selv om feriebilleder af den gængse type med smukke bjerge, imponerende bygninger, lange boulevarder, glimrer ved deres fravær.

Disse billeder, der ligger her foran mig, sætter hukommelsen i gang, dem skiller jeg mig ikke af med. Ja, jeg beholder nok alle billederne, de fylder ikke så meget, hvorimod et næsten nyt kokostæppe, der har ligget en del år i kælderen og aldrig blev brugt, røg til storskrald i sidste uge, ligesom et par funktionsdygtige computere, der var forældede for 5 år siden, også røg ud.

Jeg åbnede en kasse med papirer fra 70erne her lige inden jeg tog en thepause.

Det tynder ud

Øverst lå en lille gul plakat fra 1977 med et lyrikarrangement i Huset i Magstræde, jeg var med til at arrangere og formentlig også trådte op på, det skulle ikke undre mig.
Vi lavede temaer den gang, fremgik det af plakaten, så intet nyt under månen. Men digterscenen dengang og nu fortjener en messe for sig.

Så nu vil jeg gå ned og smide, om ikke barnet ud med, så det snavsede badevand.

Ole Bundgaard  16.6.11

En gang om ugen får jeg en statistik fra noget der hedder Chart.dk, en webside der laver statistikker over bevægelser på hjemmesider. Hvor mange kommer ind og kikker, hvilke sider ses der på, hvor kommer disse voyeurister fra: Danmark, Sverige, Belgien, Langtbortistan? Det er faktisk utroligt, hvad man kan læse ud af sådanne statistikker.
Jeg læser jævnligt statistik på min You Tube side. Den fortæller mig at jeg har en, for mig ukendt, beundrer, eller i hvert fald seer af mine videoer, ja hold nu fast, i Rusland, foruden mindst èn i Sverige, én i Holland, èn i Italien og én i Frankrig. Jeg tror jeg ved hvem de alle er, bortset fra altså russeren. Jeg mener ikke jeg kender nogen i Rusland bortset fra Putin, og han er ikke nogen nær bekendt. Også De arabiske Emirater har været inde og kikke endda 9 gange på den samme video. Og U.S.A., Brasilien, Norge osv. osv. Jo, det er da lidt interessant, når man nu har haft besværet med at lave disse videoer.

Men tilbage til Chart.dk. En gang om ugen får jeg denne statistik, sammen med Kenneth Krabat og Lonni Krause på en hjemmeside der hedder Ordløst.dk. Og her er jeg ved pointen. For et år halvanden siden, lavede Kenneth og Lonni vel nok Danmarks største digtsamling med netop navnet Ordløst. 121 digtere alle medlem af Dansk Forfatterforening, sendte 2-3-4 digte til Kenneth og Lonni, der sad og designede sitet og lagde disse digte ind + alle forfatteres kontrafejer og data om dem: Debut, hvor mange digtsamlinger, hvor unge de forskellige forfattere er osv. osv. På mange måder en bemærkelsesværdig samling på, ja hold nu fast, omkring 1000 sider. Eneste censur er den enkelte digters egen. Det har både sine fordele og ulemper. Et bredt udvalg af digtere, mange stilarter og aldre repræsenteret. Jeg kan egentlig godt li’ det. Kvaliteten er vekslende, men det er meget lærerigt at læse i samlingen i ny og næ.
Hvor mange er så inde og læse i denne koloenorme digitale digtsamling. Ja, i starten, da nyhedens interesse var størst, var der rask væk 50-100 læsere. Det er der selvfølgelig ikke længere, men alligevel er der et sted mellem 5 og 15 hver uge der tager turen forbi Ordløst.dk. Og så er det min fantasi løber af med mig. Hvem er det dog, der stadig finder vej til denne samling? Er det tilfældige surfere eller er det guldsmeden i Hjørring, læreren i Assens, tandlægen i Vordingborg, den studerende i Esbjerg, der har besluttet sig for at læse et digt. Eller er det de involverede digtere der i ny og næ er inde og se hvordan netop deres digte har det, der i syperspace. Det fortæller statistikken ikke, men det er da spændende – ikke? Og så min hovedpointe. Jeg tager selv en lille tur ind omkring engang imellem. Kikker selvfølgelig lige til mine egne digte, for at se at de stadig har det godt, og så et par eller tre tilfældige digtere hver gang. Jeg kan så absolut anbefale at du gør det samme. Og adressen er ordløst.dk.

Ole Bundgaard

Citat af Karl Popper

Posted: 7. januar 2011 in Uncategorized

Fandt hos et par goe venner følgende citat, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig:

Karl Popper

 

 

“Karl Popper speaks of contexts of discovery …it helps to be as less reflective as you possibly can in order for the channelling to take place”