Archive for the ‘Spoken word’ Category

Det var en vellykket aften på Café Zusammen d. 9.3.11 hvor Poetry for Carity endnu engang havde det månedlige onsdagsarrangement med digt- og prosaoplæsning.

I aftes var det Mathilde Schelin, Ole Perregaard, Kasper Colling Nielsen og Louise Kristensen der var på.

Fotos af Per-Olof Johansson

Mathilde Schelin var et nyt bekendtskab for mig. Hun har som jeg kunne forstå mest slået sine folder i Poetry Slam sammenhænge, og gav en række prøver på det. Hun er god på en scene. Har en god og varieret stemme og et levende og tiltalende kropssprog. Teksterne var enkle og mundrette som poetry slam tekster jo er. Disse tekster læste hun ikke op, men fremsagde. De blev blandet med oplæste digte, der meget lignede poetry slam teksterne, også fine og enkle. Teksterne er meget fra et kvindeligt perspektiv, hvad Mathilde også selv gjorde opmærksom på flere gange. I det hele taget et godt bekendtskab, som jeg vil se frem til at høre igen.
Ole Perregaard er jo et kapitel for sig, har helt sit eget univers, sin egen rytme og diktion. Dejligt igen at høre ham, men vokabulariet er i de meget dadaagtige ting begrænset og mere end 3 digte holder ikke i mine ører, så skal der komme variation, synes jeg. Jeg hørte ham sidste efterår på Karens Minde, hvor han havde nogle lidt anderledes vinklede tekster af den mere frivole slags og med meget større sproglig vingefang. Sådan nogle ind imellem de dadainspirerede ville klæde begge slags. Og begge er så helt og aldeles med Perregaards signatur.

Kasper Colling Nielsen var også et nyt bekendtskab for mig på scenen. Han vandt debutantprisen for sin novellesamling som han læste et par historier/noveller fra. Begge historier var noget helt for sig. Ikke mindst hans ”Mount København” om bygningen af et kæmpebjerg på Avedøre holme 3.500 meter højt og hvad deraf følger, er tankevækkende og særdeles morsom på sin helt egen måde. God historie. Når Kasper får lidt mere tag på oplæsningens ædle kunst og ikke er nervøs for mikrofoner og et lydhørt publikum, så bliver det rigtig spændende at følge ham.

Som pølsen i rosinenden var en af mine favoritter Louise Kristensen. Jeg har hørt hende adskillige gange fra den spæde start for snart mange år siden (en, to mange) og til nu, hvor hun har udviklet sig kolossalt. Onsdag læste hun digtet Reptil op og en for mig ny novelle. Reptildigtet har jeg hørt før og det er absolut værd at høre. Jeg hørte det for nogle uger siden på Kultursalonen, en magisk aften, hvor ikke mindst Louise var god. Hun var knap så veloplagt i går, eller måske var det mig, der var mindre veloplagt. Hun sluttede af med en meget lang novelle. Jeg har det skidt med lange noveller der bliver læst op, har svært ved at koncentrere mig. Min ledsager sagde direkte, at han faldt af midt i. Det gjorde jeg ikke, men det er lidt synd for novellen, at den bliver læst op, synes jeg. Glæder mig til at læse den når den forhåbentlig kommer i en bog snart.

Også de to arrangører Tanja Maria Truelsen og Tommy Heisz skal ha et par ord med på vejen. De er begge gode på scenen, er afslappede og scenevante. Tanja har jeg set adskillige gange med egne digte og det gør hun godt. Hendes præsentationer har også på Zusammen været i orden, men at karakterisere Louise Kristensen blot som dygtig, og ellers mangle ord, var sgu for upræcist, ikke gennemtænkt. Louise er farlig, voldsom, mærkelig, spændende, vred, aggressiv, sort, mystisk, dyb, noget for sig – synes altså jeg.

Tak for en god aften til dem der bar – også dem i baren.

Ole Bundgaard

Kultursalonen, Christianshavns beboerhus, er en af de forholdsvis nye digterscener i København. Her er et arrangement hver den sidste mandag i måneden.

Andreas Kokholm Band


31. januar var det så 4. gang. Her fremføres et mix af digte, sange, standup, poetryslam og ofte ”mærkelig” musik af mindre bands.

Denne mandag var ingen undtagelse. Masser af digte, sange en masse, meget lidt standup, lidt poetryslam og flere bands, helt  små og et meget stort. Det var en forrygende aften, ført sikkert igennem af Chili Djurhuus, der formåede at blande indgredienserne, så der ikke var et sekund der blev kedelig, trods det godt 3 timer lange forløb. Noget var skønt skrammet, andet mere poleret. Ikke et indslag faldt igennem. Der var nybegyndere der læste op med stor autoritet, en række garvede digtere, der alle leverede deres ypperste, og flere bands der spillede skønt og mærkeligt.

Aftenens vært

Det er svært her at komme omkring de mere end 10 indslag i løbet af en sådan aften. Man kunne jo ty til ”ingen nævnt ingen glemt”, men det er næsten for let en løsning. Så her får i sådan små nedslag i aftenen.

Chili aftenens vært starter altid med en sang med egen guitarledsagelse. Hun har sin hel egen tone, som jeg efter nu at ha hørt hende nogle få gange, er kommet til at sætte pris på. I mandags havde hun desværre problemer med en ustemt guitar. Med det her ustadige vejr, er det hvad der kan ske. Trods det gik sangen ”rent” ind.

En af Turtel Duo

Derefter kom en række digtere unge uprøvede og

Den anden

mere garvede i fin samspil. Louise Kristensen havde et par helt fremragende digte og arbejder rigtig godt med sit udtryk. Også et par af de unge bl.a. Supertramp var oppe på beatet. Jeg kunne godt li den helt nye (for mig) Pia Boel – Catwoman, med at par slammede sager. Især hendes meget direkte digt om sex og lort var flot fordi det var så kontant uden at være klamt, og egentlig ret uskyldigt fremført. Hun har ikke fundet sin egen stemme endnu, er begynder i oplæsningens vanskelige kunst, men der er godt stof til en hårdtslående poetryslammer. Glæder mig til at høre mere fra hende. Også Turtel Duo var et godt hør. Her med udklædning a-la drag og erklæret bøsse. Spændende med dette lidt kabaretagtige.

Peter Brandt

Peter Brandt en af de mere professionelle med CD i

Sia Schjerning

bagagen, var inviteret og førte sig fint frem. Også Ida Ravn og Sia Scherning kan jeg li at høre hver gang. De arbejder helt tydeligt både med tekst og udtryk, og udvikler sig hele tiden

Jeg var selv på de obligatoriske 4-5 minutter og nyder det hver gang. Jeg havde et par afprøvede digte blandet med helt nye her fra 2011.

Aftenens clue var det 7 mand store band ført af Andreas Hjertholm. Et skønt

Ivan Nio

helt uforudsigeligt skramlet band. Med en række goe musikere. Bl.a. Ivan Nio, der også havde et smukt intenst sæt selv. Jeg er vild med det band. Andreas er en fin tekst- og melodimager. Og arrangementerne er noget helt for sig selv. Ligesom instrumenteringen er spændende, harpe og melodica var impliceret, for nu at nævne et par man sjældent hører i bandsammenhæng. Ligesom det heller ikke er ganske almindeligt med trommer uden bas. Men hvor var det godt. Tak til alle for en skøn aften.

Ole Bundgaard.

Oplæsningens kunst?

Posted: 21. januar 2011 in Spoken word

Har han næse for noget?

Jeg har altid været vild med at læse op. Jeg kommer fra sådan en tåbelig familie, hvor man læste op eller deklamerede i tide og især utide offentligt såvel som i familiesammenhænge.

Ind imellem blev det for meget, i hvert fald for en teenager, men jeg lærte alligevel at sætte pris på denne foreteelse, der som sagt var en helt naturlig del af især de festlige lejligheder derude på landet, der hvor kragerne vender. Der var ikke så meget sjov dengang i slut50erne og 60erne.

Det blev da også mit yrke både at skrive, synge og læse vers op, egne og andres. Så jeg har en 40-50 års ”lyrik” i ørene. Det bliver man ikke verdensmester af, men får dog en fornemmelse af hvad og hvordan. Og det der slår mig er, hvordan oplæsningsstilen har forandret sig igennem årene. Hvad der var god ”tone” i mine drengeår, er så absolut ikke god tone nu. Jævnfør Poul Reumerts storladne facon. Der er sågu ikke mange unge og midaldrende skuespillere der vil læse sådan op i dag endsige komme godt fra det, jo måske Henning Jensen. Han både ville og kunne komme fra det med livet i behold. Men prøv at se f.eks. Peter Mygind for jer, med Guldhornene. Han vil nok gøre den noget anderledes, hvis ikke det var for at være morsom.

Nå, men det dramatisk effektfulde, var som jeg husker det ganske normalt der tilbage efter 2. verdenskrig og langt op i 60erne. Heretica-folket læste sådan op, som jeg husker det.

Men der skete jo noget med de første modernister. Rifbjerg, Højholt, Benny Andersen (som jo startede i det modernistiske med 4 fantastiske digtsamlinger). Der kom en ny enkelhed og nøgternhed ind i oplæsningen. Det næsten prosaiserende dagligsprogsagtige kom indover. En kategori jeg tænker i når jeg tænker oplæsning. Det er en form der har holdt sig helt op til nu. Ja, vel næsten er den altoverskyggende, når vi taler om bogdigtere (digtere der først og fremmest skriver digtsamlinger og derefter læser dem op).

Man kan vel næsten sige, at det er fint at læse op på den måde. Så meget at det er gået hen og blevet manér, f.eks. på forfatterskolen, hvor jeg har hørt adskillige oplæsere, der alle læser nøgternt enkelt dagligsprogsagtigt op, med et anstrøg af metriske grammatiske forskydninger, sådan for at det ikke skal blive fór dagligdags, og ofte med et tempo der næsten distancerer poetryslammerne. Her er al denne dagligdag så daglig, at den for mig at se overskygger teksten. Jeg har ofte haft svært ved at holde koncentrationen. De digte, de bedste af dem, vil jeg helst selv læse, sådan i det tyste.

K. S. Nielsen

Jeg forstår godt at eliten læser op på denne måde. Der må helst ikke være noget der skygger for teksten, der er så meget det vigtigste. Når man læser op, er det ikke for at tilføre digtet noget, men for at digtet kan stå som det er skrevet. Oplæsningen har mest til formål at få digtet ud til et publikum der dels ikke læser digte, dels gerne vil se giraffen gi den. Det her er selvfølgelig en generalisering, men alligevel.

Henrik Nordbrandt

Et helt unikt eksemplar af racen er Henrik Nordbrandt, der næsten bliver væk i sin tekst, og ikke mindst Knud Steffen Nielsen, der på forbilledlig vis bruger denne form. Ind imellem har jeg ham mistænkt for bevidst at læse småfejl ind for at bryde det perfekte. Så er vi så ovre i en form jeg vil kalde Det distancerende (verfremdung) og dog slet ikke. Mere om det en anden god gang.

Man kan så spørge sig selv. Jamen når det er så talesprogsagtigt og nøgternt, er vi så ikke ovre i foredraget om f.eks. ”Opvaskemaskinens brug”, eller ”Er der liv på Mars”. Det interessante synes jeg er her, at det faktuelle foredrag ofte ikke er særlig nøgternt og talesprogsagtigt. Det er jo i øvrigt ligeså forskelligt som digtoplæsning. Men ofte har den professionelle foredragsholder en snert af det dramatiserede effektfulde, måske lært på et talerkursus, eller gennem års øvelse, hvor man har set, hvad der virker i denne sammenhæng. Foredragsholderen låner også fra den form jeg vil kalde. Den indholdsunderstøttende naturalistisk, realistisk indlevede. At det så kan være kitsch, løgnagtigt, overfladisk er en anden snak.

At formerne selvfølgelig aldrig er helt rene er klart. Oplæseren tænker formentlig aldrig i hvilken form han skal bruge, men lader teksten, egen personlighed og øvelsen finde vej.

Peter Laugesen er jo egentlig også en repræsentant for det prosaiserende, nøgterne dagligsprogsagtige. Men jeg synes dog han har noget andet også, måske fordi han er så scenevandt – og jævnt hen bruger musik. Han har også noget lidt salvelsesfuldt over sin oplæsning, forstået i sin bedste betydning. Måske fordi han har den der dybe stemme. Og en jysk tone. Han går aldrig over stregen, jeg har i hvert fald aldrig hørt det.

Inger Christensen

Med det salvelsesfulde er vi ovre i en form jeg vil kalde Den åndfulde/patetiske. To helt fantastiske repræsentanter i vor tid er Poul Borum og Inge Christensen. De findes heldigvis på CD begge. Det er en form der let kan snuble i sin egen sakrale højtidelighed. Mindre ånder end Borum og Christensen gør det. Pia Tafdrup har også en snært eller mere af dette, samtidig med der er noget docerende over hendes oplæsning. Hun har udviklet sin form Den docerende, insisterende meget gennem årene. I de første år kunne jeg slet ikke med den form, nu klarer jeg den meget bedre. Jeg ved mange ikke er enige med mig i at de to Borum og Christensen er helt fri for fodfejl. Men det tror jeg skyldes at man ikke kan li formen. Man bliver nødt til at tage udgangspunktet for goe varer, og så tale derfra, ellers går den ikke.

Jeg har stadigvæk nogle kategorier jeg ikke har snakket om, men det må vist være nok for denne gang. Og endnu engang vil jeg understrege. Dette er ikke sandheden om oplæsningens kunst eller om oplæserne. Det kan sikkert ses fra en helt anden vinkel, og bliver det sikkert også fremover.

Ole Bundgaard.

En god oplæser

Posted: 16. januar 2011 in Spoken word

Har han næse for noget?

Louise Kristensen tager hul på et overordentlig vigtigt emne, med sit lille indlæg. I hvert fald vigtigt for os oplæsere. Og vel egentlig i lige så høj grad for dem der må lægge øre til. Hun giver et par bud på, hvad hun synes er god oplæsning. Jeg håber meget hun i et senere indlæg, vil komme nærmere ind på, hvorfor hun netop nævner de 3 hun gør. Nu vil jeg så skynde mig at komme hende i forkøbet med et par bud. Det er altid lettest at være den første. Men så har hun jo noget at gå op imod og udbygge og rage ned og og og…At gøre sig klog på oplæsningens ædle kunst er ligesom at gøre sig klog på livet. Der er ligeså mange måder at læse op på, som der er oplæsere, og der er mange veje der fører til Rom. Ikke at alle og alt er lige godt. Men hvad er en god oplæser?

Jeg har vist kun et kriterium for en god oplæser. Et kriterium, meget overordnet og løst i fugerne: At hun/han vil sin tekst helt ind i sjælen. Og der må man sige at digteren/forfatteren selv vel er den der vil den mest. Derfor vil jeg helst høre digteren selv læse sin tekst op. Det er dog ikke sikkert at han kan gøre sin tekst. Et er at skrive med sjælen, noget andet er at gengive med sjælen. Kan det læres, jeg ved det egentlig ikke, noget kan vel læres. Andet har noget at gøre med, at teksten er vigtig for én – overordentlig vigtig – livsvigtig! At man er sin tekst i det øjeblik man læser den op.

Thurston & Morten klar til scenen

Men tilbage til Louises indlæg. Jeg synes på mange måder hun har ret i sine bud. Jeg synes dog ikke de kan slås over en kam, de tre digtere, selvom jeg godt forstår, hvorfor hun nævner netop René Sandberg, Morten Ranum og Thurston Magnus. De har alle lidt samme indfaldsvinkel til det at læse op.  Det jeg vil kalde: Det dramatiserede effektfulde. Der er jeg helt enig, der er de alle rigtig, rigtig gode. Thurston ligger nok ikke helt i samme spor som René og Morten. Hans oplæsning er for mig at se mere metadramatiserende.  Måske har jeg ikke ret. Men derom en anden gang. Lad mig her holde mig til René og Morten. De er begge virkelig professionelle indenfor den ”rolle” de har besluttet sig for. De spiller begge to, René for mig at se mest autentisk, mest sig selv. Morten er yderst professionel, men måske knapt så autentisk for mig at høre – endnu. Måske er det fordi der også er lidt metadramatisk over hans oplæsning. Men igen i enhver oplæsning er der to: Munden der taler og øret der hører. Og måske er mit øre ikke så lydhør overfor Morten.

Morten Ranum i aktion

Det dramatiserede effektfulde er en stil som skuespillere ofte benytter sig af, men i øvrigt ikke altid. Rigtig mange gør slet ikke, nogen skuespillere hader den måde at gøre det på. Også mere om det en anden god gang.

René Sandberg i aktion

Jeg har ofte sagt til René, at jeg synes han er helt fantastisk, når han tøjler sig, bruger sine mange virkemidler med omtanke, omhu og i små doser. Når det ikke lykkes bliver det teatralsk. Det er en svær balancegang. Det er en stil, jeg aldrig selv har turdet bevæge mig ind på, jeg ville falde helt igennem. Jeg kan kun spille én rolle rimelig troværdig, mig selv. Men i øvrigt ikke altid, selv der falder man/jeg ofte igennem og bliver utroværdig. Når jeg en gang imellem bruger rekvisitter er det mest som et humoristisk islæt. Som de fleste sceneludere har jeg hang til det dramatisk effektfulde, men forsøger at tøjle mig. At sætte den dramatiske stemme på, tør jeg slet ikke. For mig at se er den dramatiserede effektfulde oplæsning en yders svær genre. Man kommer som lytter, publikum let til at fokusere på selve dramatiseringen frem for teksten. Der skal så lidt til, før det kan tippe over.

På mange måder har Louise ret i at nævne de tre herrer. De hører på undergrundsscenen så absolut til eliten inden for det dramatisk effektfulde. Ofte indgår der sågar rekvisitter i deres performances, så det er nærliggende at tænke på teater, når de optræder på ”scenen”. Det er jo en gammel tradition, der på teateret er drevet til det yderste. En af de for mig at se allerypperste er Poul Reumert. Hvem kan ikke nyde at høre ham deklamere Oehlenschlägers Guldhornene? ”De higer og søger i gamle bøger…” Det er da stort, det er da smukt. Så der er noget at leve op til, og noget at lære. De gamle mestre findes heldigvis lyd- og billedfæstet. Så det er bare at lytte med. Det meste kan lånes på biblioteket, noget kan høres på DRs arkiv.

Jeg har for mig selv forsøgt mig med nogle kategorier, nogle kasser for at få hold på det at læse op. Her har jeg nævnt Det dramatiserede effektfulde. Og lige antydet at Thurston måske mere hører til et andet sted. De oplæsningsformer jeg opererer med lapper i øvrigt ind over hinanden. Og jeg må også lige slå fast, jeg er blot en interesseret oplæser, så det er ren amatørsnak. Men hellere det en slet ingen snak.

Mere om andre digtere og andre kategorier en anden gang.

Ole Bundgaard

Louise Kristensen

Louise Kristensens indlæg var som følger:
Jeg synes det er en vigtig debat, ikke mindst om performance, nærvær eller mangel på samme. Det er meget inspirerende og understreger, for mig ihvertfald, at man ikke må hvile på sine performance- eller nærværsmæssige laurbær. Der er ikke noget mere uinspirerende end en optrædende kunstner, som med sit kropssprog fortæller, at han hellere ville være et andet sted, og jeg synes da også det er vigtigt, at man gør sig umage for at finde et udtryk, som i en eller anden form matcher indholdet af ens respektive tekster.
Jeg har stor respekt for nogle af de fremragende perfomere, som findes på den københavnske scene, som f.eks. Thurston Magnus, Morten Ranum og René Sandberg. De har lavet adskillige markante optrædender, og det at folk som disse optræder med masser af karisma, står jo ikke i modsætning til et solidt tekstligt indhold – en god performance er ikke blændværk og røgslør over litterær kvalitet, det kan tværtimod understrege den. Men vel at mærke hvis man gør sig umage! God kunst kommer ikke ud af intet, det kræver fanme et ordentligt stykke arbejde.

Er digterscenen en messe værd?

Posted: 9. januar 2011 in Spoken word

Amatøranmelderen

Efter min efteromtale af poetisk tirsdag, hvor jeg bl.a. gjorde mig klog på hvordan de optrædende gestaltede deres tekster, gjorde Mireille Stærk, på facebook mig opmærksom på, at det ikke var hendes stil at finde en stil. Hun mener at der er et problem på digterscenen og blandt mennesker generelt, at de ikke kan lade andre være som de nu er. Og afslutter med at sige, at det er derfor hun skriver, og det er det hun skriver om.

Mit svar til Mireille var som følger:

Jeg skal så absolut ikke belære dig om noget som helst Mireille. Du er selvfølgelig som du er, og det er bedst sådan. Jeg snakker jo kun som jeg har forstand til. Og det er jo altid ud fra egen erfaring man, i hvert fald jeg, snakker.
Jeg har jo stået på scenen i mange år, og har forandret mig meget i de år. Måske ikke til det bedre, men i hvert fald forandret mig. Det tror jeg også du vil. Og det skal jeg jo ikke blande mig i. Det kan man så gøre mere eller mindre bevidst. Jeg tror på en vis bevidsthed om, hvordan man er sine tekster. Mine er ikke lige gode, klare, autentiske intense eller hvad f… skal jeg kalde det, hver gang jeg står på scenen. Og det er jo ikke det skrevne ord der sådan bliver bedre og ringere og igen bedre og ringere fra gang til gang, det må være gestaltningen – tror jeg altså. Derfor er jeg så opmærksom på det, og vil altså pådutte dig det – undskyld  😉

Det var jo noget af en begmand til sådan en amatøranmelder som mig. Og det gir da stof til eftertanke. Er det en farbar vej at skrive om digterscenen, når man selv er en del af den, eller skal man lade de ikke eksisterende anmeldere/kritikere om det job. Som før sagt har det jo ikke ført til de store skriverier de forgangne 4-5 år hvor digerscenen for alvor har bidt sig fast i København. Det er bl.a. derfor jeg har turdet binde an med sagen. Og har bedt andre digtere om at gøre ligeså. Oprindelig er jeg egentlig inspireret af Cobra-gruppen, uden anden sammenligning i øvrigt. Da der i deres spæde start i slut40erne ikke var nogen der gad skrive om dem, skrev de om hinanden. Det er bl.a. det vi i dag kender som Cobra-biblioteket. En række bøger, hvor malerne skriver om malerne. Det bliver selvfølgelig noget andet, end når ”professionelle” anmeldere skriver, men måske bliver det ikke så ringe endda, det får tiden vise med os.
Men selvfølgelig skal man tage alvorlig når en kollega ber sig fritaget for befamling af værk og performance. Det vil jeg selvfølgelig tage ad notam fremover. Jeg skriver ikke for at genere nogen på digterscenen. Jeg skriver om scenen fordi den interesserer mig og jeg mener den er en messe værd. Jeg tror vi kan blive bedre af at eksperimentere og snakke om dette. Derfor fortsætter jeg lidt endnu eller meget, og håber i er med på en skriver og en læser fremover.

Ole Bundgaard

Spoken word

Posted: 7. januar 2011 in Spoken word

Blogbestyreren

 

 

Her vil anmeldelser,
omtaler,
fantasier over oplæsningsscenen
være at finde

Henrik Nordbrandt

Nogle ord med på vejen.

Henrik Nordbrandt
i Poesiens hus. (7. 1. 11)

 

Man kan ikke gradbøje kunst: Stor, større, størst.
Men når det er sagt så hører Henrik Nordbrandt til blandt de store lyrikere i Danmark.
Det er der da vist ingen der vil betvivle?

Det var da også en helt utrolig fin aften i Poesiens Hus i selskab med ham. Et rigtig godt besøgt arrangement.

Udover en lang række digte ældre og helt nye fra den sidste samling ”Vi danskere”, fik vi også en overraskende historie fra en af forfatterens rejser. Hans digte er skrevet så ubesværede. De virker så ligetil, næsten nøgterne, og så dukker der hele tiden nye lag og meninger frem. Jeg blev i øvrigt glædelig overrasket over at høre en række unikke haiku fra hans hånd.

Henover aftenen var der en god snak med ham om digterens inspiration og håndværk, om politik og digte og om det at skrive og læse op. Henrik afslørede at han ikke havde den store lyst til at læse op som så mange af kollegaerne, men alligevel nød det ved særlige lejligheder som netop her i Poesiens Hus. Han var også blandt venner. Der var en utrolig god stemning hele aftenen. Og efterhånden som digteren blev varm, blev han også en mere og mere sikker oplæser.

Og så er huset jo en perle i sig selv. De forskellige oplæsningssteder har jo hver deres charme. Zusammen med sit rød/hvide look, bureauet det lidt slidte, nærmest snuskede, okay lad os kalde det rustikke, udseende. Men ingen slår Poesiens Hus. Trods de hvide vægge og det lidt asketiske, virker der altid varmt og hyggeligt. Jeg ser frem til mange flere aftner af samme slags. Huset har allerede vist hvad det formår på de 4 måneder det indtil nu har bestået. Brug det, også til hverdag, når du lige er en tur inde i midtbyen.

Ole Bundgaard