Familiealbum

Jeg har lavet en lille video på 2,45 minutter til Gammelfestivalen der starter i begyndelsen af oktober 2014 på Betaniahjemmet Frederiksberg.
Alle er velkomne.
Videoen der hedder “Familiealbum” kan ses på you tube bl.a. på min kanal. Her er et link:
Klik på linket øverst i billedkanten til venstre:

Til en lille forpremiere introducerede jeg videoen med følgende:

Familiealbum

I min barndom i 50erne sad vi ofte med familiealbummet og så på billeder, nye og gamle, for at erindre goe stunder i familien. Sætninger som ”åhh ja, det var dengang onkel Svend havde kaniner” eller ”jamen er det der ikke tanta Sandra, det var da hende der havde den der grimme kardigan” føg hen over bordet.
Mange af de ældste billeder var af mennesker jeg ikke kendte, men de havde en sær dragende virkning alligevel. Billeder af mennesker og steder der var så fjerne og fremmede fra min hverdag i 50erne. Der var billeder helt tilbage fra 20erne og enkelte fra 10erne. Jeg kan især huske et af min bedstefar da han skulle ud at tjene som 12 årig, han stod i sit fineste puds med sin gamle cykel. Han var født i 1899. Og jeg kan huske et af min mor da hun var 4 år, hun var født i 1921. Jeg kan huske dem, for jeg har billederne endnu. De fotos har det vi kalder aura. Et eller andet særligt, som er svært at forklare. Mange var slidte og blege, men menneskene og stederne brændte igennem.

Derfor sagde jeg også straks ja da Michael spurgte om jeg ville lave et forløb med billeder fra Stine Bitsch-Larsens familiealbum. 40 billeder som har det samme som mine gamle billeder, den der aura. Billeder af mennesker der har levet og måske lever endnu, billeder af begivenheder det er vigtigt, at vi husker på.
Almindeligvis når jeg laver disse billedforløb (slideshows som det hedder med et engelsk ord) er det med billeder jeg kender (selv har) d.v.s. der er en historie udover selve billedet jeg kender. Det gør det både lettere og sværere, at lave en sådan ”ny historie”, der på eng gang må være tro mod billederne, på den anden side bli rsat sammen til en ny historie (fortælling).
Da jeg fik billederne fra Stines album var spørgsmålet, om jeg skulle få fortalt historien både bag billederne og mere om konteksten, altså alt det, eller noget af det der lå udenfor billederne. Jeg var i tvivl (havde svare kvaler). Jeg ville egentlig gerne ha’ de rigtige historier. På den anden side, så ville jeg blive meget bundet, ville ha sværere ved at lave et billedforløb der i sig selv hængte (hang) sammen, havde et selvstændigt forløb: En begyndelse, en optakt, et højdepunkt eller flere, og en finale og et udløb. Jeg lod være med at høre historien om billederne, lod billederne tale for sig selv, men jeg tog grulig fejl og godt det samme, for det gav mig mulighed for at fortælle en anden og ligeså rigtig sandhed om en tid og nogle mennesker, der jo når alt kommer til alt ligner os til forveksling.
Og hvor var det jeg tog så gruelig fejl. Jo, jeg troede at den ældre kvinde jeg starter og slutter serien med var Stine selv, og det er det slet ikke, Stine er det lille barn, som er det eneste billede jeg bruger to gange.
Når man laver sådan et forløb af billeder, er der jo en række forhold man skal tage hensyn til:
1. Billedets form (aflange eller på højkant).
2. Billedets alder, hvornår i tiden er det fra.
3. Billedets stand. (Kan man overhovedet se noget på billedet).
4. Billedets farve.
5. Personer, begivenheder og landskaber/stuer (interiører) på billedet.
6. osv.
Med det gamle lysbilledapparat havde man kun et – delvist to mid’ler udover billederne, til at fortælle en historie, nemlig rækkefølgen og hvor længe man lod billederne stå på lærredet: klik – nyt billede, klik – nyt billede, klik – nyt billede.
Med den nye teknik bruger man stadig disse to stærke virkemidler.

For mig starter det altid med at lave et billedforløb:
1. Få billederne til at tale for sig selv og med hinanden i forløbet.
2. Få så varieret et forløb som mulig.
Med Stines billeder var der det interessante at nogle (de fleste) var sort/hvide (grå), men en del i forskellige bruntonede nuancer (sepia, hedder det). Det var meget populært/brugt helt op i min barndom. Stella Nova hed den mest kendte fotokæde, her var billederne ofte bruntonede. Jeg har en række med mit eget kontrafej i lysebrune toner.
I Stines billeder var det bl.a. også vigtigt at disse bruntonede billeder ikke kom ud i en køre/i rap, det ville ubevidst fortælle en historie, som er det egentlige uvedkommende.
En anden ting der var selve historien uvedkommende, var at nogle af billederne var meget blege og nogle meget slidte. Det fortæller selvfølgelig også en historie som skal ligge rigtigt i forhold til selve historien billederne fortæller.
Forløbet i billederne jeg har lavet er fri fantasi i forhold til tid og sted og mennesker på billederne.
Jeg fandt straks et startbillede og et slutbillede. To forholdsvis nye billeder af den samme kvinde. Jeg troede at de to billeder var af Stine, men det er de ikke. Det betyder ikke noget for historien, for de 2 billeder åbner den lille film smukt op og afslutter den igen.
Læseretningen fra venstre mod højre starter billedforløbet, åbner op for historien. Og der lukkes med et billede hvor samme kvinde ser mod venstre (altså afslutter historien).
3. Af virkemidler man ellers kan bruge med den nye teknik for at få sådanne ”stille” billeder i bevægelse, give dem en slags liv tilbage, er der det der kaldes ”panorering” (bevægelse af billedet fra højre mod venstre og vise-versa. ”Tiltning” d.v.s. bevægelse oppe fra og ned og modsat. Så kan man desuden zoome ind og ud. Så man kommer tættere på hovedmotivet i et billede, eller det modsatte. Og tilsidst kan man blænde over fra et billede til det næste. Sådan at man stadig et sekund eller to ser det gamle billede, mens man begynder at se et nyt.
4. Der findes en lang række andre virkemidler som jeg ikke så gerne bruger. De forstyrrer ofte historien.
Jeg har forsøgt at variere billederne sådan, at billeder med mange mennesker ikke kommer lige efter hinanden, at billeder af mænd og kvinder veksler, at billeder af situationer som f.eks. oplæsning og musiceren osv. ikke kommer lige efter hinanden.
Så er der lyden.
Den er meget vigtig her af flere grunde.
For det første, den er spillet af Stine selv, og den passer til billederne. Et eller andet vemodigt over den, som giver billederne et smukt med- og modstykke.
For det andet har den en bestemt længde, som begrænser mig i, hvor lang billedforløbet må være. Jeg kunne jo godt ha ladet os dvæle lidt længere ved alle eller nogle af billederne. Jeg synes selv det er godt at musikken hold mig på plads. Jeg er selv af den mening, at billedforløb ikke må være for lange, så sløves opmærksomheden.
Jeg håber i kan li forløbet. Billederne kan i hvert fald stå for sig selv.
Om jeg har gjort dem gavn eller skade, vil jeg lade jer, (den enkelte) om at bedømme.
I hvert fald go’ fornøjelse de næste 3-4 minutter.
Ole Bundgaard

NB: Programmet til gammelfestivalen kan ses her: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html