Da jeg var 13

Posted: 17. februar 2013 in Egne tekster

Dengang som nu, tænkte jeg kun på fem ting i nævnte rækkefølge: Piger, piger, musik, ord og billeder.
Jeg havde netop kysset den første med spids og tør mund, en pige fra den nærliggende landsby. Dette epokegørende øjeblik fandt sted en varm sommer hen på eftermiddagen i nabobyens lille anlæg. Jeg følte mig meget voksen, nu var der tid til nye landevindinger. Dog gik der 2 år før et nyt spring i menneskehedens historie dansede forbi landsbyen i pigeskikkelse og lagde sig til rette hos mig. Derefter var det tid at erobre resten af verden.

Jeg havde et ganske lille værelse, 8 m2. Ønskede brændende at male en væg orange og de tre andre lilla, det mente min mor ikke, hun holdt af det kedelige grå tapet med mørke nister, som hang der fra forrige beboer. Hun var stærk. Hun var stærkest. Da jeg endelig flyttede hjemmefra som16 årig, var den orangelilladrøm forduftet. Så ingen fik oplevet skrækscenariet.

Jeg havde en kæmpestor radio med grønt øje der over mellembølgeområdet kunne modtage radio Luxemburg, og det gjorde den hver aften og nat: ”This is radio Luxemburg your station of the stars London w one” lød det med entusiastisk stemme. Det kunne de allerede i England dengang.

Jeg erobrede bunker af piger det år – i mine drømme. Der var ikke den pige i skolen, der ikke var min, foruden nabobyens døtre, kønne skuespillere af hunkøn, de tre prinsesser, og flere med, fra alle kongehuse i Europa, et par lærerindevikarer og en del sangerinder. Aldrig er der blevet onaneret så meget som i de år i den landsby. Resten af byens unge svende kunne heller ikke nære sig. Vi sad tit og manipulerede det lille lem sammen. En flok på Jens Hansens høloft, mens vi berettede om disse utrolige oplevelser vi havde haft, til faster Annas sølvbryllup i Varde, hvor en niece var mere end villig. Ak ja, til onkel Dusenius’ 50 års fødselsdag, hvor barnebarnet, ikke kunne lade mig være i fred.
Jo gudskelov er fantasien et villigt redskab.

Ole-13-år-3

Jeg var lidt en outsider i skolen, søn af enlig mor. Det var s.. ikke almindeligt i en landsby med 200 indbyggere i de år. Digte var ikke lige den kaffe der blev drukket der, og malerier var heller ikke på mode. Okay “dådyr med dårlig ånde” og “grædende dreng” var på tapetet, men ellers var det mest broderede ord om dette og det hinsidige. Men musikken, der kunne vi mødes. Og pigerne de er altid på mode. “Tak gud for hvad han har givet” som der så rigtigt stod på et af broderierne.

Musikken var den store lidenskab, Beatles og Stones og Animals var  idolerne. Sådan ville jeg også være. Hver tirsdag og torsdag foruden i weekenden spillede jeg med 3 andre – pigtråd, som det hed i midt60erne og nogle år frem. Og vi blev sågu nr. 3 i beatmesterskabet i Nordjylland et år. Nu stod verden ikke længere, nu stod verden åben. Nu skulle vi søndenfjords og spille.

Digtene dryssede også fra hånden som skidt fra en spædkalv, og lige så ildelugtende. Sjældent er der skrevet så mange 7-rangs efterligninger af Morten Nielsen og Frank Jæger, som en ny vikar havde introduceret for os bondedrenge, ikke med stort resultat, men jeg var benovet.
Min første roman havde jeg skrevet som 9 årig ”Rygende pistoler” hed den. Jeg har den endnu i et rødt linieret kladdehæfte, rimelig velskrevet efterligning af 170 af tidens cowboybøger. Men nu var det digtene der måtte holde for.

Vi havde en frisør på egnen der malede, og et par professionelle der var flyttet på landet på grund af det gode lys her nordenfjords og den billige husleje. Også dengang var det billigere at bo på landet. Jeg ønskede mig netop et lærred på blændramme, en æske oliefarver og et staffeli. Her måtte bedsteforældre hjælpe til.
Og der stod jeg så i strid modvind ved Bulbjerg med Skarreklit og malede dette pragtlandskab sammen med frisøren. Han havde alpehue på, sådan en ønskede jeg mig også, men fik den aldrig og nu er det for sent.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s