Det snavsede badevand

Posted: 16. juni 2011 in Uncategorized

Det snavsede badevand
Jeg er gået i gang med at rydde op i gamle papirer og andet ragelse.
Den trang får man når man runder de 50, og den bliver stærkere med årene.

Der mangler noget endnu

Jeg bekender, jeg er samler, desværre ikke en gudbenådet. Jeg samler på alt, bortset fra rustne søm og gamle busbilletter. Hver gang jeg er i gang med at smide ud, tænker jeg, måske får jeg brug for det en dag. For 95 procents vedkommende er det ikke tilfældet, men de sidste 5 procent er vigtige, eller har været vigtige. Nu forsøger jeg på ikke at få noget inden døre som jeg ikke er helt sikker på jeg kan bruge. Og jeg smider alt ud, jeg får i hænderne, der er mere end 2 år gammelt og ikke i de to år har fundet anvendelse. Det har givet en masse plads i kælderen. Også stuerne er blevet renere i linjerne. Jeg har dog problemer med gamle papirer fra mine studieår og om mine interesser.

Mit politiske liv, er smidt ud for længst, forsøger dog at følge med og leve hæderligt, det er så det.

Og nu er jeg nået til fotografierne. Dem er der mange af: Familiebilleder, billeder fra fester og et hav af gamle kærester og gode venner. Portrætteret i diverse stillinger og situationer.

Og så er der i 100vis af negativer der aldrig er blevet fremkaldt. Jeg har altid, og jeg mener altid, været en ivrig fotograf, tror jeg er født med et Agfa kasseapparatkamera i hænderne. Det står stadig på klaveret. I hvert fald har jeg gamle billeder med savtakket kant, jeg har taget af bl.a. min hund og vort hus. Huset flyttede vi fra, da jeg kom i skole, hunden døde, da jeg var 9 år, så apparatet har i hvert fald været mellem mine hænder i 5-6 års alderen.

Det mærkelige er, at jeg har været en ivrig fotograf, amatør forstås ikke dilettant, men har kun i perioder været interesseret i mørkekammeret. Derfor de mange ikke fremkaldte negativer. Og det skal da siges, også hundreder af fremkaldte.
Her har jeg det rigtig svært, selv dumme festbilleder af mennesker jeg knapt kan huske hvem er, har jeg problemer med at skille mig af med. Skønt nok så perifert i mit liv, så alligevel noget der er sket og har haft en betydning, om ikke for mig så for en af dem der er på billederne. De får dem aldrig at se, for jeg kender dem jo ikke, men alligevel.

Blandt billederne er der nogen, jeg har arvet efter min mor da hun døde, og bortset fra hende og familien på dem, er det jo begrænset hvem jeg kender. Men nogle af disse billeder fra bl.a. 30erne i forrige århundrede, er særdeles interessante. Mændenes og kvindernes attituder, rummene, tøjet. Deres stillen sig an. Det kunne de også den gang.

Min mor som barn i 1920erne

Og mit yndlingsbillede er af min mor da hun var en 3-4 år gammel vil jeg tro. Hun har en sløjfe i håret, der næsten er større end hovedet. Ja I kan selv se, det ligger her på bloggen sammen med disse ord. Og når disse gamle billeder har min interesse, så får mine ligegyldige billeder fra fortiden måske også betydning for mine børn.
Jeg har altid fotograferet mest intenst når jeg er kommet ind i nye sammenhænge, flyttet, begyndt nye studier, fået nyt arbejde. Og da også på ferier, selv om feriebilleder af den gængse type med smukke bjerge, imponerende bygninger, lange boulevarder, glimrer ved deres fravær.

Disse billeder, der ligger her foran mig, sætter hukommelsen i gang, dem skiller jeg mig ikke af med. Ja, jeg beholder nok alle billederne, de fylder ikke så meget, hvorimod et næsten nyt kokostæppe, der har ligget en del år i kælderen og aldrig blev brugt, røg til storskrald i sidste uge, ligesom et par funktionsdygtige computere, der var forældede for 5 år siden, også røg ud.

Jeg åbnede en kasse med papirer fra 70erne her lige inden jeg tog en thepause.

Det tynder ud

Øverst lå en lille gul plakat fra 1977 med et lyrikarrangement i Huset i Magstræde, jeg var med til at arrangere og formentlig også trådte op på, det skulle ikke undre mig.
Vi lavede temaer den gang, fremgik det af plakaten, så intet nyt under månen. Men digterscenen dengang og nu fortjener en messe for sig.

Så nu vil jeg gå ned og smide, om ikke barnet ud med, så det snavsede badevand.

Ole Bundgaard  16.6.11

Reklamer
Kommentarer
  1. Lonni siger:

    Kære Ole, jeg ved ikke hvorfor.. men jeg blev sådan lidt blå modet, da jeg læste om din oprydning. Måske fordi du renser ud med den blå kost? Jeg har det nok selv lidt svært når det kommer til det at lette bagagen. Jeg når heller aldrig så langt som dig, for et billede, en børnetegning, et gammelt kærestebrev fra en ekskæreste, en jobansøgning der aldrig nåede længere end til skuffen (tænk nu hvis ..), en perlekæde og så det forbistrede støv, får mig ofte til at gå i stå og så skal man pludselig spise eller se en ven en film eller gå en tur. Men på en eller anden måde inspirerede din oprydning. Jeg vil starte med boghylderne, ikke smide ud (endnu) men i det mindste rette lidt på bøgerne Knus fra Lonni

  2. Ole Bundgaard siger:

    Ja, det er jo netop det Lonni. Det er jo den blå time jeg er nået til. Du har jo lang vej endnu. Men der må jo ryddes op hele livet. For mig har det været sådan i det små ;-), og det gir bagslag nu. Jeg har uanede mængder af trash, som skulle ha været ude for længst. Jeg har det som sagt svært med billeder, men også bøger kan jeg ikke smide ud. Forsøger at gi’ dem væk til de der vil ha. Men der står da nogle tusinde i huset. Jeg har f.eks. de fleste af mine børnebøger stadigvæk. Men jeg fik jo ryddet op i mine kunstbøger og musikbøger for nogle år siden, da der brændte 800. Det var så det. Nu om dage køber jeg KUN digtsamlinger, en slag samle-bamle. Romaner og andet fagligt låner jeg på biblioteket, og kun hvis jeg begynder at bruge dem jævnligt – ordbøger og deslige, køber jeg her. Også musik har jeg svært ved at skille mig af med. Har mange mange bånd fra gamle dage jeg kun hører sjældent, men de er en del af min historie, da jeg var meget til Beethoven, da jeg var Kraftwerk, da jeg var…
    så det er en løbende proces.

  3. perolofdk siger:

    – det må være fint, sådan at have PLADS til at rydde op.. 🙂 – i hvert fald interessant at læse, og her er jo åbenbart nok af plads. Tænk ikke på det der med tit at være på bloggen, når man er abonnent, så får man jo besked…

    • Ole Bundgaard siger:

      Ja, plads mangler jeg sådan set ikke mere efter at et barn drog ud i den store verden og jeg fik bygget et atelier. Jeg kunne såmænd begynde at samle på ølkapsler, lokumsruller og sand. Men det skal også være sådan at jeg kan se mine børn ind i øjnene uden at tænke: “Stakkels dem når jeg engang får min etværelsers med låg”.

  4. Thorstein siger:

    Når jeg ser det billede af din mor, Ole, så føler jeg, hvor gamle vi er blevet. Det er ikke en oldemor. for fanden. Det er en mor.

    • Ole Bundgaard siger:

      Ja gud bedre det Thorstein. Men vi er dog stadig aktive. Og så længe det knager holder det 😉 Så jeg er fortrøstningsfuld, vi bliver meget ældre, så gamle at vi vil synes vores oldesnak nu er det rene pjat.

  5. Pia Valentin Lorentzen siger:

    Jeg kan helt følge dig her, Ole. Jeg er også i gang med en større udsmidning ifm., at jeg flytter med mine to drenge fra fire værelser til to. Der bliver ingen plads at rutte med, så jeg har haft den store skovl fremme. Åh, det har gjort ondt at smide alle mine papirer fra mine uddannelser ud, men det er jo et afsluttet kapitel. Andre ting har det været en lettelse at slippe af med – selv om jeg er sikker på, at jeg får brug for det lige pludselig, fx mange af mine sko, som egentlig bare fyldt op, men som ganske givet lige passer til den dér kjole, der ikke er smidt ud endnu.
    Jeg kunne nu heller ikke drømme om at smide mine fotos ud, det er minder, og oplevelser, jeg tit først husker, når jeg sidder og kigger albums igennem. Sikke et kært billede af din mor. Jeg har et billede af min far som baby, i slutningen af 1920’erne, det er så uvirkeligt, at ens forældre har været så små engang. Åh, hvor er livet forgængeligt.

    • Ole Bundgaard siger:

      Ja, lærer man ikke andet, så lærer man netop om livets forgængelighed. Men tænk hvis vi skulle være her evigt, det var dog den mest forfærdelige tanke.
      Og billedet af min mor. Ja, jeg er også meget glad for det, det eneste fra den tid af hende. Se hendes permissioner hed det vist dengang. Skal de monstro hænge neden for kjolekanten. Og skoene. Og det at hun står på en stol, med hænderne pænt ind til siden. Det må være en instruks fra fotografen, som vel var den tids Stella Nova, som de professionelle fotografer hed i min barndom. Gad vidst om de findes stadigvæk.
      Og så den helt vidunderlige sløjfe. Jeg så et billede af Aretha Franklin den anden dag, da hun sang til Obamas indsættelse. Hun havde en lige så stor sløjfe i håret, så det er åbenbart blevet moderne igen over there, eller måske er det blot Aretha der er gammeldags.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s