En god oplæser

Posted: 16. januar 2011 in Spoken word

Har han næse for noget?

Louise Kristensen tager hul på et overordentlig vigtigt emne, med sit lille indlæg. I hvert fald vigtigt for os oplæsere. Og vel egentlig i lige så høj grad for dem der må lægge øre til. Hun giver et par bud på, hvad hun synes er god oplæsning. Jeg håber meget hun i et senere indlæg, vil komme nærmere ind på, hvorfor hun netop nævner de 3 hun gør. Nu vil jeg så skynde mig at komme hende i forkøbet med et par bud. Det er altid lettest at være den første. Men så har hun jo noget at gå op imod og udbygge og rage ned og og og…At gøre sig klog på oplæsningens ædle kunst er ligesom at gøre sig klog på livet. Der er ligeså mange måder at læse op på, som der er oplæsere, og der er mange veje der fører til Rom. Ikke at alle og alt er lige godt. Men hvad er en god oplæser?

Jeg har vist kun et kriterium for en god oplæser. Et kriterium, meget overordnet og løst i fugerne: At hun/han vil sin tekst helt ind i sjælen. Og der må man sige at digteren/forfatteren selv vel er den der vil den mest. Derfor vil jeg helst høre digteren selv læse sin tekst op. Det er dog ikke sikkert at han kan gøre sin tekst. Et er at skrive med sjælen, noget andet er at gengive med sjælen. Kan det læres, jeg ved det egentlig ikke, noget kan vel læres. Andet har noget at gøre med, at teksten er vigtig for én – overordentlig vigtig – livsvigtig! At man er sin tekst i det øjeblik man læser den op.

Thurston & Morten klar til scenen

Men tilbage til Louises indlæg. Jeg synes på mange måder hun har ret i sine bud. Jeg synes dog ikke de kan slås over en kam, de tre digtere, selvom jeg godt forstår, hvorfor hun nævner netop René Sandberg, Morten Ranum og Thurston Magnus. De har alle lidt samme indfaldsvinkel til det at læse op.  Det jeg vil kalde: Det dramatiserede effektfulde. Der er jeg helt enig, der er de alle rigtig, rigtig gode. Thurston ligger nok ikke helt i samme spor som René og Morten. Hans oplæsning er for mig at se mere metadramatiserende.  Måske har jeg ikke ret. Men derom en anden gang. Lad mig her holde mig til René og Morten. De er begge virkelig professionelle indenfor den ”rolle” de har besluttet sig for. De spiller begge to, René for mig at se mest autentisk, mest sig selv. Morten er yderst professionel, men måske knapt så autentisk for mig at høre – endnu. Måske er det fordi der også er lidt metadramatisk over hans oplæsning. Men igen i enhver oplæsning er der to: Munden der taler og øret der hører. Og måske er mit øre ikke så lydhør overfor Morten.

Morten Ranum i aktion

Det dramatiserede effektfulde er en stil som skuespillere ofte benytter sig af, men i øvrigt ikke altid. Rigtig mange gør slet ikke, nogen skuespillere hader den måde at gøre det på. Også mere om det en anden god gang.

René Sandberg i aktion

Jeg har ofte sagt til René, at jeg synes han er helt fantastisk, når han tøjler sig, bruger sine mange virkemidler med omtanke, omhu og i små doser. Når det ikke lykkes bliver det teatralsk. Det er en svær balancegang. Det er en stil, jeg aldrig selv har turdet bevæge mig ind på, jeg ville falde helt igennem. Jeg kan kun spille én rolle rimelig troværdig, mig selv. Men i øvrigt ikke altid, selv der falder man/jeg ofte igennem og bliver utroværdig. Når jeg en gang imellem bruger rekvisitter er det mest som et humoristisk islæt. Som de fleste sceneludere har jeg hang til det dramatisk effektfulde, men forsøger at tøjle mig. At sætte den dramatiske stemme på, tør jeg slet ikke. For mig at se er den dramatiserede effektfulde oplæsning en yders svær genre. Man kommer som lytter, publikum let til at fokusere på selve dramatiseringen frem for teksten. Der skal så lidt til, før det kan tippe over.

På mange måder har Louise ret i at nævne de tre herrer. De hører på undergrundsscenen så absolut til eliten inden for det dramatisk effektfulde. Ofte indgår der sågar rekvisitter i deres performances, så det er nærliggende at tænke på teater, når de optræder på ”scenen”. Det er jo en gammel tradition, der på teateret er drevet til det yderste. En af de for mig at se allerypperste er Poul Reumert. Hvem kan ikke nyde at høre ham deklamere Oehlenschlägers Guldhornene? ”De higer og søger i gamle bøger…” Det er da stort, det er da smukt. Så der er noget at leve op til, og noget at lære. De gamle mestre findes heldigvis lyd- og billedfæstet. Så det er bare at lytte med. Det meste kan lånes på biblioteket, noget kan høres på DRs arkiv.

Jeg har for mig selv forsøgt mig med nogle kategorier, nogle kasser for at få hold på det at læse op. Her har jeg nævnt Det dramatiserede effektfulde. Og lige antydet at Thurston måske mere hører til et andet sted. De oplæsningsformer jeg opererer med lapper i øvrigt ind over hinanden. Og jeg må også lige slå fast, jeg er blot en interesseret oplæser, så det er ren amatørsnak. Men hellere det en slet ingen snak.

Mere om andre digtere og andre kategorier en anden gang.

Ole Bundgaard

Louise Kristensen

Louise Kristensens indlæg var som følger:
Jeg synes det er en vigtig debat, ikke mindst om performance, nærvær eller mangel på samme. Det er meget inspirerende og understreger, for mig ihvertfald, at man ikke må hvile på sine performance- eller nærværsmæssige laurbær. Der er ikke noget mere uinspirerende end en optrædende kunstner, som med sit kropssprog fortæller, at han hellere ville være et andet sted, og jeg synes da også det er vigtigt, at man gør sig umage for at finde et udtryk, som i en eller anden form matcher indholdet af ens respektive tekster.
Jeg har stor respekt for nogle af de fremragende perfomere, som findes på den københavnske scene, som f.eks. Thurston Magnus, Morten Ranum og René Sandberg. De har lavet adskillige markante optrædender, og det at folk som disse optræder med masser af karisma, står jo ikke i modsætning til et solidt tekstligt indhold – en god performance er ikke blændværk og røgslør over litterær kvalitet, det kan tværtimod understrege den. Men vel at mærke hvis man gør sig umage! God kunst kommer ikke ud af intet, det kræver fanme et ordentligt stykke arbejde.

Reklamer
Kommentarer
  1. Ole Bundgaard siger:

    Indlægget her og de følgende er flyttet fra Menuen “About” og her til “En god oplæser”

    knud steffen nielsen siger:
    17. januar 2011 kl. 10:28 (Rediger)

    Kære ven Ole, Godt du støder i din blæser. Så kan man jo så give dig lidt røg og et postkort tilbage, hvis man synes det trænger.
    Poul Reumert og Guldhornene er, hvis vi så trækker det lidt ud af samtidshistorien, så er det nok den ting, der for mig er en slags samlebegreb for den værste gang patos og næsesnot, og jeg kobler lige patriarkalsk opblæsthed på osse, hvis det begreb kan forestilles, ellers hør pladen. Det er som at høre den skinbarlige Moses selv med lovtavlerne ved bjergets fod. Så giv mig for f Bror Kalles Kapel, som sovsede adskillige søndage og aftnerne ind i brav kedsommelighed og småmorbid ligegyldighed i barndomshjemmet. Det er fandeme osse slemt.
    Svar

  2. Ole Bundgaard siger:

    Jeg elsker røg i køkkenet. Bare maden ikke brænder på. Man kan jo heldigvis lufte ud bagefter.
    Og gudskelov er meningerne delte om f.eks. den form for oplæsning Poul Reumert diverterede med i bl.a. Guldhornene. Som du ved er jeg jo meget til det patetiske. Det kan være mere eller mindre rent i mælet. Om Reumert er ren eller ikke. Er sikkert også en diskussion værd. Om han holder til en genlytning i dag. Jeg har jo en stor samling af alskins oplæsning, og da også ham. Må lige støve ham af og høre. Men er præmisserne: “Det dramatiserede effektfulde”, og ligeså tiden taget i betragtning, synes jeg han holder det som jeg efterlyser: Den professionelle beherskelse af virkemidler. Det er netop det jeg mener man kan lære af ham, hvis man bevæger sig i det felt. Og jeg tror sgu, men det er jo netop en trossag, jeg tror, at han tror på det han gør.
    Hvad er det så jeg synes er så smukt ved den omgang 50er patos. Det er netop at stilen er ren, at patosen er gennemført. Og så har jeg endelig fået det godt på mine gamle dage med de der kedsommelige 50ere. Du ved – tiden læger alle sår. Så for at træde lidt mere rundt i min Reumertpointe. Det jeg efterlyste var en total beherskelse af dette dramatiske effektfulde grænsende til det teatralske.
    Når det er sagt, må jeg ærlig indrømme, jeg sidder ikke lårene af Poul Reumert. Nu vil jeg så på foranledning af din kommentar finde pladen frem og genlytte.
    Og så absolut tak for kommentaren. Godt at få endnu en vinkel på sagen.

  3. Kære ven Ole, Godt du støder i din blæser. Så kan man jo så give dig lidt røg og et postkort tilbage, hvis man synes det trænger.
    Poul Reumert og Guldhornene er, hvis vi så trækker det lidt ud af samtidshistorien, så er det nok den ting, der for mig er en slags samlebegreb for den værste gang patos og næsesnot, og jeg kobler lige patriarkalsk opblæsthed på osse, hvis det begreb kan forestilles, ellers hør pladen. Det er som at høre den skinbarlige Moses selv med lovtavlerne ved bjergets fod. Så giv mig for f Bror Kalles Kapel, som sovsede adskillige søndage og aftnerne ind i brav kedsommelighed og småmorbid ligegyldighed i barndomshjemmet. Det er fandeme osse slemt.

    jeg har lige flyttet den ene af mine kommentarer herover på rette sted, fortår jeg nu.
    Tilføjelse til pathos. Jeg kommer nok til undervejs -ikke nu- til at definere begrebet en anelse for at få lidt fast grund under fødderne. Men ovenstående kommentar skal snarere læses som et befriende suk over at det voldsomt stratum-opdelte samfund er gået ned ad bakke. Sociolekterne signalerede stratumtilhørsforhold–man behøvede ikke at se en overlægekittel, men kunne nøjes med stemmen, der nærmest var en blanding af elite og lægelatin. Stemmen som pinagtigt adelsmærke -hørt med mine ører-skulle vel netop tilføre social distance. Og distance er en del af det for mit vedkommende, når vi taler pathos. Der er andre elementer også. Det patetiske har det indimellem også med fejlagtigt at tilføre styrke til det svagt funderede. Og den emfase svarer til præsten, der må hæve stemmen, da han erkender -allerede under prædikeskrivningen og derfor har noteret i marginen, at : svagt argument. Løft røsten! Og når hele sovsen varmes op og vi bevæger os over i det teatralske og sentimentale…igen hvor der ikke er dækning for ordstrømmens kling klang, så går det galt, helt galt. Jeg skal prøve ved senere lejlighed at præcisere yderligere. Og først og fremmest inden vi kommer til det performative, gælder det om at gøre gode tekster. ksn

  4. lige en linje, sådan at der ingen misforståelse står tilbage: Linjen omkring det stratumopdelte samfund, denne patriarkaliserede fortid, er herligt på retur. Og den sociolekt jeg snakker om er en stratum-lekt, der ønsker distance til hoben. Ja ikke bare til hoben, nej direkte til den man stod over for, til kunden, klienten, eleven, sognebarnet, daglejeren mm

  5. Ole Bundgaard siger:

    Ja, ja, ja. Gode tekster. Jeg vil forsøge ikke at kommentere folks tekster her. Det er jeg ikke kompetent til. Jeg har besvær nok med mine egne. Men jeg vil være lykkelig hvis alle I andre vil.
    Så det er altså det givne “en god tekst”.
    Jo, jeg kender godt alle de bivirkninger der er ved patos. Og de ligger jo altid i baghovedet hos sådanne nutidsmennesker med den modernistiske ballast som en tung nathue næsten ned over øjnene. Men med de øjne på, bliver jeg faktisk fanget af en god gammeldags patetiker. Ole Sarvig når han ikke forfaldt.
    Og jo, det banale ligger lige om hjørnet. Og jeg falder sikkert tit i den grøft af bare sneblindhed.
    Og jeg kan jo ikke være uenig i at det er godt og befriende, at en hvid kittel eller en præstekrave ikke gør det mere. Ligger der intet bag, så er det intet værd.
    Men som sagt jeg nyder Reumerts kompetence på en tekst, som jo runger fælt og hult som meget af Oehlenschläger. På den anden side jeg vil ikke lyve her blandt venner. Jeg kan sågu godt li det der storladne, om vores “gloværdige” fortid. Det er jo både til at grine og græde over.
    Så ja, jeg er til fals for bulder, men er dog bevidst om det, så helt fortabt er jeg ikke, sådan set i egen optik.

  6. igen en tilføjelse, for i ovenstående indlæg fra min side har jeg ikke isoleret snakket om den tekstlige pathos; men det er jo i forbindelse teksten som tekst og teksten fremført, vi taler, dvs pathos i teksten og så aspektet her på din side som mere går på en performativ, scenisk pathos. Lad mig samle mine kropsdele og give min overskrift på sagen. Jeg forbinder pathos med passion, i ordets dobbelte betydning: begær, hengivelse på den ene side og på smerte og lidelse på den anden. (jeg vender tilbage senere. Cliff hænger)

  7. Ole Bundgaard siger:

    Ole Bundgaard
    Er der nogle der har gode bud på hvad en god oplæser er?
    Lige nu snakkes om patos – godt eller dårligt?
    , Tilføj kommentar

    o
    Lone B. Skovgaard På http://www.stemmeteknik.net ligger der nogle bud. :- )

    o
    Per Vadmand En god oplæser er vel en, der forstår at lade teksten komme til orde og ikke fremhæver sin egen person på tekstens bekostning.

    I øvrigt: Hvorfor lyder lyrikere tit så KEDELIGE, når de læser egne værker op?

    Per Vadmand Hørte engang pia Tafdrup, og hun fik alle digtene til at lyde som begravelsessalmer, uanset hvad de handlede om.

    o
    JanPeter Hansen Kunsten er vel, at kunne recitere uden at optræde for meget. Per, du siger det selv; lade teksten komme til orde. Det er jo ingen teaterforestilling, men en oplæsning.

    o
    Sia Sophia Schjerning
    det kan jo ikke lige så enkelt defineres. Det afhænger af teksten. Men jeg vil sige at man bliver en bedre oplæser i prosa, hvis man har børn, fordi man er vant til at bruge sig selv. Ved en lyrisk oplæsning – og jo jeg ved godt at de kan o…verskride hinanden, men altså den hvor det er det sanselige der skal frem, jamen da er det oftest de med stor sensitivitet i deres stemme og de der tør læse langsomt og følsomt op som jeg falder mest for – så træder lyrikken frem. En dramatisk oplæsning = patos passer sig til en dramatisk tekst. Og igen en tekst kan indeholde lidt af hvert…Vis mere

    o
    Lars Thomsen Den, der ikke lægger sig selv ind over teksten!

    o
    JanPeter Hansen Ej, Sia. Det er ganske enkelt. Sensitivitet i stemmen trækker lyrikken ned og flytter fokus til oplæseren. Lytteren bliver dermed ført ved hånden.

    o
    Lars Thomsen ‎…men er sig hamrende bevidst om at tolke og udtrykke den;-)

    o
    Sia Sophia Schjerning Det synes jeg ikke, JanPeter 🙂 og jeg blev spurgt om min mening. En oplæsning vil altid være distanceret fra en læst tekst. Du KAN ikke komme udenom det – det skal selvfølgelig ikke være oversensitivt – for så er det netop noget andet: dramatisk og man kan mærke manipulationen, det skal føles intuitivt, som er det digtningen kan

    o
    Karen Stoltze Komme udover rampen, men være ikke sensitiv….enig med JanPeter.

    o
    JanPeter Hansen Din mening er skam fin, Sia. Det er dog de færreste oplæsere, der kan give lytteren det rum, teksten behøver og fortjener. Personligt er jeg selv blevet kaldt keeedelig mere end en gang, men hellere det, end spradebasse;)

    o
    AnneMarie Rafferty En god oplæser er 1 der overrasker og giver 1 oplevelse og man kan høre nogle føleslser igennem.

    o
    Karen Stoltze Jeg synes, du er en god oplæser, JanPeter!

    o
    Ole Bundgaard Fik uventede gæster, så jeg har været fra computeren i et par timer.
    Og man kan da ikke lade jer være alene uden at i snakker løs.
    Skønt! Skønt! Skønt!
    Tak drenge og piger. Bliv ved.

    o
    Katrine May Hansen
    ægte nærvær og tilstedeværelse – man kan ikke komme uden om selv at blive tolket ind i teksten, det er derfor oplæsning er en sammensmeltning af stilarter og kan være helt væsensforskellig fra den rene, læste tekst.
    For mig bliver det først… interessant når der er noget på spil, når der er ægte nerve i oplæsningen – ikke en maske eller dramatiseret rolle, det skal ligge i tekstens egen nerve…Vis mere

    o
    Ole Bundgaard Venner. Må jeg ha lov at sætte alle svarene over på min blog. I kommer jo vidt omkring. Og de hører hjemme der.

    o
    Morten Brask Jeg kan personligt bedst lide når oplæseren skriger.

    o
    Ole Bundgaard På mere øl?

    o
    Karen Stoltze Ulla Henningsen har undervist os poeter i Nordjylland i oplæsning af vore egne tekster, og det var hun god til. Og ja! det ER hende Iben i Matador.

    o
    Ole Bundgaard Og her i København har vi haft Vigga Bro, og hun var også rigtig, rigtig god.

    Michael Zittergong Bonnesen En god oplæser, det er let nok: Én hvis form svarer præcis til det personlige indhold i fht teksten.

    o
    Karen Stoltze Betyder det Michael, at hvis min tekst er tyk af erotik, så skal min form være erotisk?

    o
    Michael Zittergong Bonnesen Hvordan fanden kan jeg sige andet end ja til det? 🙂

    o
    Karen Stoltze Det er nemlig interessant, det hér: Skal oplæseren i sin optrædelses-form svare til indholdet i den tekst han/hun læser op?

    o
    Michael Zittergong Bonnesen hvis vi render på hinanden en dag, skal jeg vise, hvad jeg mener.. nu vil jeg i øbro svømmehal… men under alle omstændigheder skal en oplæser undgå røvsygt prætentiøst pis i form af indstuderet mimik, fagter og stemmeføring og først og fremmest VÆRE sin tekst. Oh yes, sådan er det. Men I’d like to walk the talk to prove it (minder mig om min sidste affaire d’amour, der til en digtoplæsning blev beskyldt for at være miss catwalk, MEN.. det er hun ;-). Ciao, svømme..

    o
    Henriette Elmøe jeg er en god oplæser!

    o
    JanPeter Hansen Det er jeg også, Henriette, den bedste af min slags:)

    o
    Henriette Elmøe Ja jeg er så ikke digter skal jeg lige huske at sige, hverken digter eller forfatter

  8. knud steffen siger:

    Den mundtlige fremførelse af en tekst har jeg ikke ret meget at sige om. Den forening, der hedder Det danske Akademi, har to yderligheder repræsenteret. Den ene en kvinde, hvis på det nærmest sakrosante stemmeføring jeg absolut bliver fysisk dårlig af. Og så den oftest meget neddæmpede Peter Laugesen, der har valgt en nærmest alm talesprogsagtig oplæsning, som ligger mit temperament nær. Næsten så lidt floromvunden, at manden forsvinder og ordene bedre “kommer til syne”. Den deklamatoriske udvendighed derimod kører næsten over i det semantiske, i tekstens egne ord, sådan at både det patetiske og ikkepatetiske i en tekst forsvinder i udvendig spektakel. Når det er sagt og antydet så vil jeg gentage, at jeg ikke har megt lige nu at sige generelt om selve oplæsningen som sådan.Og som flere siger her på denne side så forefindes et helt katalog over varianter. Jeg har i sydligere lande set en meget patetisk kultur, både i tekst og i oplæsning. Det for lige at foruddiskontere at kulturforskelle er en faktor som spiller ind.

    Jeg vil lade det være nu. Men istedet på et tidspunkt se på hvad det patetiske er i en tekst. Not now.

    Min blog knudsteffen.blogspot.com vil på et senere tidspunkt tage fat i de her sager
    osse. Dette var en åbenlys annonce.

  9. knud steffen siger:

    min gode ven, kollega, medspillekant (og i øvrigt ekspert i metrik), Ejler Nyhavn, og undertegnede snakkede en anelse i går om den klassiske retorik, hvor begreberne pathos og ethos var en del af rammesætningen. Og mit eneste løse spørgsmål til siden her og måske især til Ejler, er om der overhovedet kan tales ind i den rammesætning med udbytte mere.
    Hele skidteriet for mig handler om læserkontrakten. Henvendelsen. Transfer fra ord til modtager. Står der “bil” i en tekst er det ikke helt sikkert at man kan køre i den og duften af benzin tror jeg også, jeg vil lægge over til læseren. Og koen i en tekst kan jo lisom ikke rigtig malkes. Nå det bliver kun til overskrifter, fordi jeg håber at ku tænke mig godt om og så komme tilbage. ksn

  10. PS: Ole@ At jeg nævner de tre oplæsere, er virkelig ikke udtryk for, at jeg slår dem over én kam. De kan overhovedet ikke sammenlignes!

  11. Ole Bundgaard siger:

    Louise: Helt enig. Men min lille forkølede pointe var, at de alle arbejder med det dramatiske udtryk, i øvrigt meget forskelligt.
    NB: Et udtryk du også så småt arbejder ind i din oplæsning, fik jeg en fornemmelse af på Kultursalonen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s